Torsdag aften sikrede Danmark sig to guldmedaljer, men for de nykårede europamestre var der ikke meget tid til at hvile på laurbærrene. Begge var i vandet fredag formiddag - og begge svømmede sig videre til semifinalerne.

Den nykårede europamester i 200 meter butterfly, Viktor Bromer, skulle til formiddag i vandet på den halve distance. Han satte en flot personlig rekord i tiden 53,18 og sikrede sig dermed en plads i aftenens semifinaler. Han sluttede som en samlet nummer 15, så tiden skal forbedres noget, hvis han skal føje endnu en medalje til samlingen.

17-årige Mie Ø. Nielsen, der også hentede en guldmedalje torsdag, er ligeledes videre til aftenens semifinale i 50 meter rygsvømning. Hun satte den klart hurtigste tid i det indledende afsnit, så måske er der mere dansk metal at glæde sig til.

Foruden de to europamestre skal Rikke Møller Pedersen svømme finale i 200 meter brystsvømning, mens Jeanette Ottesen skal forsøge at gøre sig gældende i finale på 100 m butterfly.