'I dag føler jeg mig mere blottet og stillet til skue for hele Danmark, end jeg nogensinde har prøvet før.'

Sådan skriver den tidligere OL-svømmer Lotte Friis i en af flere Instagram-stories mandag aften. Og det er der en helt særlig årsag til. Hun føler, hun er blevet inddraget i en heftig debat i de sidste 36 timer.

Derfor føler Lotte Friis, at hun er nødt til at komme med en kommentar for at komme videre i livet.

Hun er nemlig ikke tilfreds med, at hun er en del af Jeanette Ottesens nye bog, som eksempelvis handler om, at hun er blevet mobbet af bogens hovedperson.

Lotte Friis og Jeanette Ottesen.
Lotte Friis og Jeanette Ottesen. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

''Jeg er på intet tidspunkt blevet spurgt om, hvorvidt det er ok, at jeg blev brugt i hendes bog. Det er MIN historie at fortælle – ikke hendes,' skriver hun i den første story og fortsætter:

'Det, der er beskrevet i bogen, er alene baseret på Jeanettes opfattelse af situationerne og IKKE mindst hendes erindringer. Jeg føler, at jeg er sat udenfor indflydelse på den opfattelse, verden fremover vil have af Lotte Friis.'

Den nuværende radiovært på DR understreger ligeledes i den ene story, at hun har respekt for Jeanette Ottesens kamp mod mobning, og at hun nu siger undskyld.

Men hun mener alligevel, at hendes tidligere svømmekollega kunne have fortalt historien om, at hun har været en mobber uden at nævne Lotte Friis' navn.

Lotte Friis tilføjer, at Jeanette Ottesen kontaktede hende i sidste uge, hvor hun ønskede at give en undskyldning for sin opførsel dengang, mens hun også informerede DR-værten om, at hun fik en undskyldning i bogen.

'MEN hun fortalte mig på intet tidspunkt, at bogen indeholdte et længere afsnit, hvor hun nøje beskrev forløbet – og udstillede mig,' skriver Lotte Friis videre på det sociale medie.

Og hun skjuler slet ikke, at hun ikke mener, at Jeanette Ottesen har håndteret hele situationen ordentligt.

'Jeanette har ved sit behov for at fortælle, det hun opfatter som den fulde historie, sørget for, at mine fremtidige børn, kollegaer og alle for evigt kan læse historien om 'mobbeofferet' Lotte.'

'Det synes jeg ikke er OK,' lyder det således afsluttende fra den tredobbelte OL-deltager.

Her ses et udpluk af Lotte Friis' Instagram-stories. Foto: Instagram.
Her ses et udpluk af Lotte Friis' Instagram-stories. Foto: Instagram.
Vis mere