Lotte Friis tog endnu en sølvmedalje ved EM i kortbane i Boxen, Herning. 

I tiden 3.58.35 kom den danske svømmepige ind efter den stærke spanske svømmer Mireia Belmonte Garcia i 400 meter fri.

- Jeg havde virkelig ikke regnet med at vinde en medalje, fordi feltet er så stærkt i år. Det er jeg meget tilfreds med. Det er virkelig skønt, sagde hun til TV2.

Sølvmedaljen var Lotte Friis' anden, efter hun ved fredagens 800 meter fri også kom ind på en andenplads efter Belmonte Garcia. 

Mindre godt gik det resultatmæssigt for 17-årige Mie Ø. Nielsen, der ellers viste storform ved fredagens 100 meter ryg og slog europæisk rekord. 

Her dagen efter kom hun lige nøjagtig uden for medaljepladserne, da hun i 50 ryg kom ind i tiden 26.28. Det var et stykke efter vindertiden, som var 26,26.

- Det gik rigtig godt. Lidt dårlig start, men det er min bedste tid. Jeg er godt tilfreds. Det er bare sjovt at være med, og jeg havde ikke regnet med at vinde noget som helst, lød det fra teenageren.

For herrerne blev det ikke til dansk medalje i finalen i 1500 meter fri til EM, men dansk jubel var der masser af.   

Den gik til færingen Pal Joensen, som gjorde en meget flot figur ved at blive sølvvinder efter ungareren Gergely Gyurta. 
 
Finalen blev en stressende oplevelse for Pal Joensen, der undervejs tog sin badehætte af, fordi den var ved at falde af.

- Jeg kunne mærke allerede efter 500 meter, at den gik op, og til sidst måtte den af, sagde Pal Joensen til TV2 og forklarede, at badehætten var et reelt problem.

- Jeg kunne mærke, at den tog meget af min koncentration, så den stressede mig.

Færingen glædede sig samtidig over den store opbakning fra tilskuerne og tilskrev medaljen til såvel Danmark som Færøerne.  

- Jeg får lov til at svømme sammen med alle de andre danske elitesvømmere, så det kan man godt sige. Men først og fremmest går den til Færøerne.

Danske Mads Glæsner skuffede og var langt efter medaljevinderne. 
 
I semifinalen i 50 meter ryg svømmede fredagens guldvinder i 100 meter ryg Mie Ø. Nielsen i sikker stil i finalen, da hu blev toer. 

Hun er dermed i finalen, som bliver svømmet senere lørdag.

Rikke Møller Pedersen svømmede sig også i finalen i 100 meter bryst, da hun kom ind som toer efter Yyliya Efimova i lørdagens semifinale. 

Danskeren er dog usikker på, hvad hun præcist vil gå efter i søndagens finale.  

- Altså, det ved jeg nu ikke. Jeg vil gerne slå en personlig rekord eller tangere den, men først skal det jo gøres, så vi må se, sagde hun til TV2 efter semifinalen.  

 Heller den en anden dansk svømmeherre i Viktor Bromer formåede at imponere i det blå vand. 

I tiden 1.54.08 i finalen i 200 butterfly kom Viktor Bromer ind på en skuffende niendeplads. Det var næstsidst i finalen.

- Jeg er skuffet, jeg er meget skuffet, var hans korte reaktion på indsatsen. 

Temperaturen hos de danske fans kom dog hurtigt op igen i det næste heat, da Jeanette Ottesen Gray med lethed svømmede i finalen i 100 meter butterfly i tiden 56.68. Den var nok til sejren i semifinalen. 

- Jeg anstrenger mig ikke super meget. Jeg er lidt træt i kroppen efter i går, så jeg håber, jeg kan give mig mere i morgen, sagde Jeanette Ottesen Gray.

Hun svømmede også med for Danmark i finalen i 50 meter fri mixed, men desværre var der ingen medalje at hente for de rød-hvide.