____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Allerede inden finalen i 200 meter brystsvømning fredag aften har Rikke Møller Pedersen skrevet sit eget afsnit i nyere dansk idrætshistorie.

Hendes navn bør fremover nævnes i samme åndedrag som Caroline Wozniacki, håndboldkvinderne, som vandt EM-guld i '02 og OL-guld i '04, og hendes succesfulde svømmekolleger Jeanette Ottesen og Lotte Friis. Alle sportsfolk, som har gjort danskerne stolte på denne side af årtusindeskiftet.

Historiker og professor emerita ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet samt næstformand for Team Danmark, Else Trangbæk var i formand for det udvalg, der tilbage i 2005 udvalgte de 12 udøvere og begivenheder, som sammen udgjorde eliteidrættens kanon. Hun er dermed særdeles kvalificeret til at se Rikke Møller Pedersens præstation i et historisk perspektiv.

Professoren vil ikke rangere Rikke Møller Pedersens verdensrekord i forhold til andre store danske præstationer, men hun vil gerne fastslå, at der er tale om en endog meget stor præstation.

- Det er fantastisk, og det er en megapræstation, men det ville være ahistorisk at sammenligne den bagud med andre lignende præstationer. Betingelserne for topidræt ændrer sig hele tiden.

- Men svømning er en verdensidræt, som dyrkes af rigtig mange mennesker verden over. Og samtidig er det en af de idrætsgrene, som de helt store lande som USA og Kina satser på til OL, fordi der er mulighed for at hente mange medaljer i de forskellige discipliner. De store nationer lægger mange penge her, og de kommer til de store mesterskaber som OL og langbane-VM, og vi vinder færre medaljer her, end vi gør ved EM og kortbane-VM. Derfor er det megastort at sætte en verdensrekord her, fastslår Else Trangbæk.

Team Danmarks direktør Michael Andersen er selv til stede ved bassinkanten i Barcelona. Han er også dybt imponeret af den nye danske verdensrekordholder.

- Det var fantastisk at opleve. Det er sjældent, at der kommer verdensrekorder på de olympiske distancer i svømning, så det er helt sikkert en idrætshistorisk præstation, som vi her var vidne til.

Som direktør for støtteorganisationen Team Danmark er det Michael Andersens opgave at sammenligne de danske toppræstationer på tværs af sportsgrene og vurdere, hvordan støtteorganisationens ressourcer fordeles bedst muligt i jagten på medaljer til Danmark.

Han er begejstret for de kvindelige danske svømmeres høje niveau.

- Det er svært at sammenligne præstationerne. I 2009 vandt Lotte Friis guld på 800 meter, to år efter vandt Jeanette Ottesen guld på 100 meter fri og nu sætter Rikke Møller Pedersen verdensrekord. Det er svært at huske alle de gode præstationer, men i sidste ende er det guldmedaljerne og verdensrekorderne, der tæller, fastslår Michael Andersen.

Han er ikke bleg for at betegne den nye verdensrekord som en de bedste danske idrætspræstationer på denne side af årtusindeskiftet.

- Det er det, hvis hun også tager guldmedaljen i aften. I svømning kommer verdensrekorden tit i semifinalen, mens finalen bliver en mere taktisk affære. Og hvis Rikke også vinder den, så har hun lavet en af de største danske præstationer, fastslår Team Danmark-direktøren.