OL-guldvinder Pernille Blume har taget sig tid til venner og familie og er ved at genfinde fokus på svømningen. Her fortæller hun om en turbulent tid efter sensationen, der ændrede svømmepigens tilværelse

Fra en status som ukendt til en af dansk idræts mest eftertragtede personligheder.

Da Pernille Blume i august slog hånden ind i bassinkanten som hurtigste svømmer i OL-finalen i 50 meter fri, forandredes hendes liv øjeblikkeligt. På 24,07 sekunder sikrede hun Danmark en sensationel OL-guldmedalje, og samtidig tordnede hun sig ind i danskernes bevidsthed som svømmeprinsessen, der med sin umiddelbarhed og smittende følelsesudbrud havde gjort det umulige. Det var et eventyr, som sponsorer, medier og firmaer kastede sig frådende over i håbet om at sikre sig en bid af den velsmagende lagkage.

»Det har været voldsomt,« siger Pernille Blume til BT i et af sine efterhånden sjældne interview – et direkte resultat af den eksplosive interesse.

For Pernille Blume har OL-guldet, som samme nat fik følgeskab af bronzemedaljen i holdkappen, været adgangsbilletten til en ny verden med store økonomiske muligheder, men eksponeringen har også haft en pris – også sportsligt. Presset fra omverdenen har været tungt, og behovet for et break har været stort, selvom Pernille Blume efter OL har tilknyttet PR- og sponsormanager Michelle Hatchwell til at styre ’virksomheden’ Pernille Blume. Derfor har den forsvarende OL-guldvinder ikke været med i Canada, hvor der i denne uge er blevet svømmet VM på kortbane. Et stævne, der slutter i nat.

»Det virkede dumt for mig at tage af sted og tage en plads, når jeg ikke har været seriøs som nogle af de andre. Det er heller ikke rart at være til et stævne, hvor jeg ved med mig selv, at jeg ikke har gjort det, der skal til overhovedet,« forklarer Pernille Blume, der ved offentlliggørelsen af VM-afbuddet i november ikke lagde skjul på, at hendes nye VIP-status havde stresset hende.

»Jeg har valgt ikke at svømme VM på kortbane i december, da jeg siden OL har haft en meget travl periode med pleje af sponsorer og presse, deltagelse i netværk, besøg hos klubber med meget mere. Det har været en spændende tid, men jeg har samtidig følt mig lidt stresset i forhold til min sport,« lød det dengang.

Tiltrængt ferie

Derfor har et par ugers ferie i efteråret også været et vigtigt break for Pernille Blume, som før de olympiske lege i Rio kun mærkede marginalt til den mediebevågenhed, som hun i dag er kastet hovedkulds ind i. Der er blevet surfet i Portugal, spist pasta i Italien og dyrket sport på Club La Santa på Lanzarote. Med sig har hun det meste af tiden haft kæresten og kajakroeren René Holten Poulsen til at bearbejde de oplevelser, som sommeren og efteråret bød dem begge. For René Holten Poulsen blev OL en personlig skuffelse, mens Blumes succes nærmest var uvirkelig.

Nu er Pernille Blume tilbage i Danmark og tilbage i opmærksomheden fra medier og sponsorbejlere. Tilbage i november var det kosttilskudet Daydose, der kunne offentliggøre, at man har indgået en aftale med Pernille Blume, der skal være produktets pæne ansigt udadtil. Imens forsøger den unge svømmepige at håndtere, at hun ikke længere kan gå ubemærket på gaden,

»Jeg er ikke vant til, at folk er så interesseret i, hvad det er, jeg laver. Det er lidt underligt. Det skal man måske lige vænne sig til. Jeg er ikke helt vant til, at man skal give så meget ud af sig selv.«

Sult på svømningen

Derfor er det også med en vis sult, at Pernille Blume – mens svømmekollegerne har dystet i Canada – nu er ved at intensivere fokus på det, der begyndte hele hysteriet: Den svømning, hun var ved at kvitte for et år siden på grund af stress og manglende motivation, og som siden forandrede tilværelsen totalt.

»Nu handler det om at få lidt mere træning i banken,« siger hun og udpeger sommerens langbane-VM i Ungarn som karrierens næste store mål. Her vil hun for første gang i karrieren gå ind til et stort internationalt stævne med et forventningspres hvilende på de stærke, veltrænede skuldre.

Det stresser dog ikke endnu. Tværtimod er roen til at fokusere på svømmetag og startspring fra skamlen ved at indfinde sig efter nogle turbulente måneder.

»Det har været lidt mere stille og roligt de seneste uger, og det har været dejligt. Det har også gjort, at jeg har fået lidt mere tid til min sport og venner og familie,« siger Pernille Blume.

Danmarks hypede svømmedarling.