Guldpigerne Rikke Møller og Jeanette Ottesen kvalificerede sig lørdag formiddag til eftermiddagens semifinaler ved EM i svømning i Berlin.

Dermed er der ikke meget, der tyder på, at tømmermændene for de to danske svømmepiger har været for store dagen derpå, efter de begge vandt en guldmedalje i fredagens svømmekonkurrencer i Berlin på 200 meter bryst og 100 meter butterfly.

Rikke Møller svømmede lørdag formiddag 50 meter bryst, mens Jeanette Ottesen var den ene af tre danske piger i 50 meter fri. Begge gik sikkert videre til eftermiddagens semifinaler.

Jeanette Ottesen svømmede dagens andenbedste tid på 50 meter fri i tiden 24,67, mens Pernille Blume blev femmer i tiden 25,03. Den tredje dansker, Julie Levisen, der tyvstartede sin tur på 4x100 meter fri og dermed fik Danmark diskvalificeret, kom i mål i den 15. -bedste tid.

Sådan en placering ville normalt række til en plads i semifinalerne, men da Danmark allerede har to danskere videre i 50 meter fri, rammes hun af reglen om, at kun to svømmere fra samme land kan gå videre til semifinalerne.

Semifinalerne i 50 meter fri svømmes kl. 17.35.