Den danske svømmestjerne Lotte Friis stopper sin karriere med øjeblikkelig virkning.

Svømmeren Lotte Friis stopper er færdig som professionel svømmer i verdenseliten. Det meddeler den 29-årige dansker, som i løbet af karrieren har vundet medaljer ved EM, VM og OL.

»Det har ikke været en nem beslutning at træffe - at stoppe med den sport, der gennem mange år har givet mig så mange fantastiske udfordringer, så mange oplevelser, så mange gode venner og så megen glæde. Det er en sport, der i mange år har været mit liv,« fortæller Lotte Friis i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.

Den danske svømmer slog for alvor sit navn fast i disciplinen 800-meter-fri, hvor hun blandt andet har vundet VM-guld. Det var også meningen, at hun skulle have dystet ved det kommende EM på hjemmebane i København til december. Men den plan er nu droppet.

Den nu tidligere danske svømmer deltog i sommer ved OL i Rio, hvor hun ved den lejlighed allerede luftede begyndende tanker om et karrierestop. Her udtalte Lotte Friis, at hun ikke ville være at finde ved endnu et OL, og at hun gik med tanker om at gå ind i mediebranchen.

Lotte Friis fortæller, at hun ser tilbage med stolthed på sin egen karriere.

»Jeg er stolt af min karriere og stolt af mine resultater. Jeg håber, at jeg har sat nogle aftryk i dansk elitesvømning, og at jeg har været en rollemodel for yngre svømmere og dermed været med til at motivere en ny generation af svømmere til at tro på sig selv og til at turde drømme store drømme. Jeg vil med interesse følge dansk svømning, selvom mit liv i fremtiden primært vil være udenfor bassinet,« siger Lotte Friis.

Foto: FRANCOIS XAVIER MARIT
Vis mere

Lotte Friis har også vundet danskernes hjerter uden for svømmebassinet. Det skete, da hun i 2009 deltog i underholdningsprogrammet 'Vild Med Dans', hvor hun dannede par med danseren Mads Vad. Foruden to guldmedaljer ved VM på langbane, var et andet højdepunkt for Lotte Friis, da hun sikrede OL-bronze på 800-meter-fri i Beijing i 2008.

Hos Dansk Svømmeunion takker sportschef Lars Green Bach Lotte Friis for mange års tro og flot tjeneste.

»Det er uden tvivl en epoke i dansk svømning og dansk eliteidræt, der nu slutter. De sidste mange års resultatmæssige succes i dansk svømmesport blev i høj grad indledt med Lottes bronzemedalje ved de Olympiske Lege i Beijing i 2008,« siger Lars Green Bach i en pressemeddelelse:

»Lotte har givet Danmark nogle helt fantastiske og uforglemmelige sportslige oplevelser. Oplevelser som uden tvivl har inspireret rigtig mange mennesker både i og uden for sporten til at forfølge deres drømme og mål, og til at arbejde vedholdende for at nå dem,« siger han.