Pernille Blume svømmede årets næsthurtigste tid i verden på 50 meter fri ved et stævne i Rom.

Rom. Med mindre end en måned til svømme-VM i Budapest ser Pernille Blume ud til at være på vej mod topformen.

Den danske OL-guldvinder brillerede søndag ved at svømme årets næsthurtigste tid i verden på 50 meter fri, da hun ved Sette Colli International Swim Meet i Rom blev noteret for 24,13 sekunder.

Det er kun seks hundrededele af et sekund langsommere end vindertiden fra Rio.

Blume slog hånden i bassinkanten foran hollænderen Ranomi Kromowidjojo, som vandt OL-guld på distancen i London i 2012. En anden hollænder, Tamara van Vilet, blev nummer tre.

Trods den fine tid er der fortsat mulighed for at lægge noget på inden VM, mener Blumes træner, Martin Truijens.

- Det var et strålende løb, men der er stadig noget, vi kan forbedre. Den sidste del af løbet var ikke perfekt, siger Martin Truijens til pol.dk.

VM i den ungarske hovedstad begynder 23. juli, men arrangørerne har gemt Blumes paradedisciplin til sidst.

Indledende heat og semifinaler i 50 meter fri bliver først afviklet 29. juli, mens der er finale dagen efter - på stævnets sidste dag.

/ritzau/