Danmarks nye svømme-dronning: Jeg vil skrige og råbe højt

Dansk svømning fik en ny dronning fredag aften. Fra Boxens blå vand i Herning hentede en kun 17-årig det, som de otte år ældre Lotte Friis, Rikke Møller Pedersen eller Jeanette Ottesen ikke kunne: Guld.

Mie Ø. Nielsen ramte den populært sagt lige i bagen, da hun på den sidste banelængde sikrede aftenens eneste danske EM-medalje af højeste karat med en eventyrlig sprint. Med i sit kølvand trak hun oven i købet en ny europarekord.

- Jeg var med fra start, og det gjorde, at jeg hele tiden kunne se den førende ved siden af mig. Det er jeg ikke vant til. Da vi kom ind på de sidste 25 meter, tænkte jeg ’nej, de skal dælme ikke slå mig’, så jeg gav den alt, hvad jeg kunne, sagde Mie Ø. Nielsen.

Jublen var larmende i en kogende hed Boxen, hvor tusindvis af tilskuere hyldede deres nye stjerne med taktfaste tilråb.

Aalborg-svømmeren bliver fra flere sider spået en overordentlig lys fremtid i svømningens mest skærende rampelys. Hun er datter af 80’ernes OL-medaljevinder Benny Nielsen og rummer et talent, der både rummer crawl-sprinten, rygcrawl og en spændstig 200 meter-fri. Efter en knæoperation i foråret har hun for alvor udbygget evnerne.

- Jeg har bare lyst til at skrige og råbe højt. Det langsigtede mål er EM på langbane til sommer og efter det, selvfølgelig, OL i 2016. Men først et skridt af gangen. I aften satte jeg europarekord. Det havde jeg altså ikke set komme, lød det fra svømningens nyeste medlem af den royale familie.

Læs også: