Den danske OL-guldvinder Pernille Blume har trukket masser af overskrifter i dag, efter den russiske hackergruppe Fancy Bears har offentliggjort dokumenter om, at Blume tager astma-medicin. Terbutalin, som det hedder, er præstationsfremmende og forbudt, hvis ikke man har den dispensation, som Pernille Blume har.

Derfor er OL-guldvinderen på 50 meter fri da heller ikke bange for nogle repressalier fra antidopingagenturer, for hun er i sin fulde ret til at bruge sin medicin. Til gengæld frygter hun noget helt andet.

»Der bliver jo skrevet mange overskrifter lige nu. Nogle af dem nævner bare mit navn og noget med doping. Og jeg ved jo godt, at det, som vi typisk husker fra mediernes dækning, netop er overskrifter, og så får man ikke resten med. Det gør mig selvfølgelig både bekymret og ked af det. Jeg tager dybt afstand fra doping og håber virkelig ikke, at nogen må være i tvivl om det,« siger Pernille Blume i en pressemeddelelse fra Dansk Svømmeunion.

Den danske svømmer har tidligere fortalt til DR, at det er "mega-unfair", at hun er blevet en del af det, som mange betragter som en kamp mellem antidopingagenturet WADA og russerne. Og fra Dansk Svømmeunions side er der også fuld opbakning til Blume.

»Jeg må bare sige, at Pernille Blume har fuldstændig styr på sin medicin og på de formelle dokumenter, som kræves godkendte til enhver tid, når man er atlet på det her niveau. Det gør det bare ekstra ulykkeligt, at hun nu skal rammes af den her sag. Jeg kan ikke understrege nok, hvor uskyldig Pernille er, og hvor meget jeg håber, at omverdenen vil tage dette budskab til sig,« lyder det fra direktør Pia Holmen.