Den danske svømmeverden gjorde i går status over et flot 2016 til Dansk Svømme Award, og det var med OL-guldvinder Pernille Blume i hovedrollen
»Hvornår kommer hun, mor?« »Far, er det der Pernille?« Én bestemt svømmer var i de små og store fans sigte, da det danske svømmemiljø onsdag var samlet for at hylde fremtidens stjerner og de store præstationer fra 2016.
Pernille Blume tog hele Danmark med storm, da hun en augustnat i sommer svømmede sig til Danmarks første OL-guld i svømning siden 1948. Hun tog sejren i 50 m fri.
Onsdag var badedragten smidt til fordel for en hvid buksedragt, og i den skrev hun utallige autografer, stjal spotlyset og vandt så ovenikøbet prisen som ’Årets Damesvømmer’.
På herresiden var det Anton Ørskov Ipsen, der blev hyldet som ’Årets Herresvømmer’. Han imponerede i 2016 med en fjerdeplads til VM i Canada på distancen 1500 m fri.
Samlet blev der uddelt 10 priser inden for alt fra årets træner til årets ildsjæl.
Det er kun andet år, at det store svømme-award-show afholdes. Ved sidste års debutshow kunne Mie Ø. Nielsen og Victor Bromer lade sig kåre som henholdsvis årets dame- og herresvømmer.
Der var store smil og høje klapsavler i Cirkusbygningen under hele gårsdagens forestilling, og det var ikke uden grund. 2016 har nemlig været et særdeles flot svømmeår for Danmark.
OL-guldet til Pernille Blume står stærkest, men OL-bronze i holdmedley og flotte resultater ved VM i Canada og EM i London har bestemt også en andel i det ’historisk flotte svømmeår’, som arrangørerne i går navngav det netop afsluttede år 2016.
Pernille Blume var selv med til at hive de to OL-medaljer i land, og hun havde da også svært ved at sætte ord på, hvor stort 2016 var.
»Jamen, det har været et så overvældende, men også spøjst år. Jeg har udviklet mig meget – både personligt og sportsligt – og så er der jo guldmedaljen, som jeg ikke sådan lige kan glemme,« fortalte en glad Pernille Blume.
En af dem, der havde nemmere ved at sætte ord på Pernille Blumes store svømmeår, var Victor Bromer. Han imponerede også ved OL i Rio, da han svømmede sig til en flot sjetteplads i finalen i 200 m butterfly.
»Det var jo kæmpe stort, at hun vandt OL-guldet, men også en stor overraskelse for os alle. Det var virkelig stort at stå i hallen og være en del af det,« fortalte Victor Bromer.
Når der var pause imellem de store taler og flotte kåringer, var der ét specielt tema og spørgsmål, der fyldte Cirkusbygningen: Hvad med fremtiden?
Allerede til sommer afholdes verdensmesterskaberne i Ungarn, mens Danmark skal være værter for europamesterskaberne i kortbane til vinter. Der er altså nok at se frem til.
Hos Danmarks svømmedarling Pernille Blume er forberedelserne også så småt begyndt. Hun satser på at være klar til mesterskaberne, men er også klar over, at det ikke skal fylde alt for meget.
»Jeg er lige begyndt at træne igen og arbejder stadig med at komme ind i rytmen. Nu handler det så om at få rutinerne på plads og få balanceret tiden mellem at træne og at køre brandet Pernille,« siger hun.