Alexander Zorniger har pustet liv i slumrende Brøndby-drømme om store tider. Men mest af alt har han forvandlet mentaliteten i klubben.

Fodboldklubber sælger håb. De sælger optimisme. De sælger tro på projektet. Nogle gange kan det være en svær opgave, andre gange klarer det sig helt af sig selv. Søndag aften kunne Brøndby melde udsolgt.

Fansene havde overgivet sig selv til den nye træner Alexander Zornigers projekt. Det var udtrykket, det var aggressiviteten, det var det friske pust. Og så var det den knusende 4-0-sejr over Esbjerg i tyskerens Superliga-debut i spidsen for Brøndby, der skabte boblende forhåbninger omkring klubbens kommende sæson.

Det er ingen hemmelighed, at ansættelsen af tyske Zorniger var et bevidst skridt fra Brøndbys side. Der skulle ændres kurs. Gerne drastisk. Zorniger har bragt en ny kultur med sig. En ny træningsmentalitet resulterende i længere, hårdere dage end tidligere. Han har udfordret spillernes måde at tænke på, udfordret deres måde at være fodboldspillere på. Ikke mindst har han udfordret deres fysik.

BT er taget til Brøndby for at følge træningen efter søndagens storsejr over Esbjerg. Normalt er træneren ikke at finde på træningsbanen, når der blot er tale om restitutionstræning. Men sådan er Zorniger ikke. Han overlader intet til tilfældigheder. Han er til stede.

Jubel efter 4-0-sejren over Esbjerg.
Jubel efter 4-0-sejren over Esbjerg. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Senest er der blevet installeret ni kameraer rundt omkring på træningsbanen, der skal overvåge hver eneste af spillernes bevægelser. I en container et stykke fra banen sidder klubbens to analytikere Mounir Akhiat og Matthias Borst og følger med. De producerer klip og statistik til Zorniger. Alle spillernes træk bliver analyseret for at forberede detaljer til den næste træning. Her kan der eksempelvis ikke snydes i en løbeøvelse. For så ved Zorniger, hvad der er sket.

En måneds tid inde i tyskerens Brøndby-tid sætter han ord på holdets udvikling.

»Det går helt sikkert fremad. Vi har ændret nogle ting og har arbejdet med holdet. Jeg synes, vi (trænerteamet, red.) har ændret noget ved holdets mentalitet. Spillerne har haft det sjovt ved at gøre det,« siger han til BT, inden han retter sig selv. ’Vi’ bliver til ’holdet’.

»For at være mere præcis er det holdet, der har ændret noget i deres mentalitet. Vi har måske givet dem redskaberne til at gøre det. Jeg synes, vi så det i kampen mod Esbjerg, og jeg er sikker på, at rejsen endnu ikke er slut. Men der vil også komme op – og nedture. Det kan ikke altid gå fremad. Vi skal være forberedte på, hvordan vi skal håndtere det, hvis der er noget, der går galt. Vi er ikke alt for entusiastiske med situationen lige nu, og vi vil ikke være alt for skuffede, hvis alt ikke lykkes med det samme,« lyder det nøgternt.

Du er kommet med den tyske mentalitet, som er kendetegnet ved disciplin. Hvad så du i de første træninger i forhold til den danske mentalitet?

»Selvfølgelig så jeg noget. Som jeg har sagt tidligere, var der ingen spillere tilbage 45 minutter efter endt træning. Det er ikke professionelt. Nu tager de lidt mere vare på deres krop. Specielt de unge spillere. Vi arrangerer nogle møder, så de skal være her i længere tid. Det er én ting. En anden ting er, at de fleste ændringer altid sker i spillernes hoveder. Ingen træner eller sportsdirektør kan ændre noget, hvis spillerne ikke er villige til det. Og det er spillerne. Det betyder dog ikke, at alt stod forfærdeligt til, da jeg kom.«

Hvad så du i forhold til den danske måde at tænke fodbold?

»Der er forskellige måder at tænke fodbold på, sådan er det, men spillerne arbejder på det. Hvis du fortæller dem noget, prøver de at frembringe det på banen. Det var ikke, fordi jeg syntes, at der var noget galt med den danske mentalitet. For i nogle situationer hjælper det faktisk, at du har en bedre balance mellem at lære den nye filosofi på banen at kende og så vide, at der er andre ting i livet end blot fodbold. Det hjælper os. Lige nu har de det sjovt med at arbejde som et hold. Det betyder ikke kun at arbejde på banen som et hold, men også at opføre sig som et hold, når de er i omklædningsrummet,« siger Zorniger.

Zorniger er en mand, der fremtvinger naturlig respekt. Når han snakker, lytter folk. Sådan er det også med Brøndbys spillere. De ved, at leverer de for ham, tror på hans ord, så har de en leder, der står bag dem. Men bidrager de ikke til holdet og tænker på egen vinding, lægger han ikke skjul på, at de kan erstattes.

»Alle spillerne ved, at vi prøver at finde en vej, der kan være succesfuld. Og hvis du er med i båden, der vil bane vejen, er du meget velkommen. Og hvis du ikke er, vil du blive erstattet. Det tror jeg, at alle spillere skal vide. Det er ikke en trussel, og de skal ikke være bange. Vi kigger blot på, hvem der kan gå med os på vores vej. Hvem har evnerne? Hvem har mentaliteten? Hvem tænker: ’Jeg er en Brøndby-spiller. Lad os gøre mig endnu bedre’.«

Alexander Zorniger går op i alle detaljer.
Alexander Zorniger går op i alle detaljer. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

»Jeg kan ikke gøre spillerne bedre. Men jeg kan hjælpe dem til at præstere på en bedre måde. På ethvert hold er der spillere, der tænker: ’Jeg er her, jeg får løn af klubben, så underhold mig.’ Men jeg er ikke entertainer. Jeg er her ikke for at underholde dem. Jeg er her for at få dem til at blive succesfulde.«

»Derfor ved jeg lige præcis, hvordan man gør det muligt at være succesfuld. Og det har ikke altid noget at gøre med præstationerne. Nogle gange handler det også om held. Men lad os prøve at finde den bedst mulige præstation frem på enhver kampdag. Dér har vi brug for spillerne. En spiller, der eksempelvis bare bærer rundt på sit ego, er ikke en spiller for os.«

Fansene er meget oppe at køre over, at I vandt 4-0 i sæsonpremieren. Hvordan vil du bruge den start som et boost?

»Vi vil forsøge at finde en balance. Og det vil være perfekt, hvis det er et boost for fansene. Men specielt også for spillerne. Men vi skal også indse, at 4-0-sejren ikke er skabt af tilfældigheder og fejl. Det blev skabt ved en holdpræstation. Og den skal vi finde hver dag. Ellers taber vi. Hvis vi begynder på at bevæge os mindre fremad, hvis vi begynder at tænke mere på vores eget ego, hvis vi tænker mere på at vise vores individuelle kvaliteter end holdets kvaliteter… Så taber vi. Helt sikkert.«

 
Alexander Zornigers Brøndby var Esbjerg totalt overlegne og vandt stensikkert med 4-0 i Alka Superliga-premieren på Brøndby Stadion.
Vis mere