Brøndby-træner Alexander Zorniger mener, at FC København begynder at tænke sig om de næste sæsoner, når de ser Brøndbys spil for tiden.

Ingen mål, et hav af advarsler og ingen udebanefans. Det blev ikke et derby til historiebøgerne, som udfoldede sig søndag i 0-0-opgøret mellem FCK og Brøndby.. For panorerede man blikket rundt i Parken, kunne man se et hav af hvidt. Lige indtil blikket nåede D-afsnittet. Her var der tomt. Næsten.

Her er Brøndby-fansene normalt placeret, når de er på besøg i Parken, men i går var det kun omkring 75 Brøndby-tilskuere, der havde fundet vej til tribunen. Resten af fansene havde boykottet opgøret i utilfredshed over københavnernes ageren i forhandlingerne om udebaneafsnittet efter et rodet forløb. Rodet blev det også på banen. Men det blev intenst. Med masser af nærkampe. I enkelte tilfælde udviklede det sig til decideret håndgemæng mellem spillerne.

Den dårlige stemning mellem klubberne på ledelsesgangene forplantede sig til tider blandt spillerne

»Prøv at hør. Det er et derby. Der skal være noget fight. Vi ved, hvor meget det betyder for os, vores fans og egentlig for hele klubben. Vil man ikke gå i kamp for sine holdkammerater, skal man ikke være på banen. Det skal være på den måde. Der er en situation med Rasmus Falk, hvor han bruser lidt frem, og så får man taget ham væk. Man giver hånden til hinanden efter kampen. Det skal være hårdt, men det skal være fair,« forklarer Brøndbys anfører Johan Larsson om de mange dueller.

På trods af de manglende udefans var Brøndby-træner Alexander Zorniger godt tilfreds med efter egen vurdering at have frustreret de fans, der trods alt troppede op til kampen. Nemlig FCK-tilhængerne.

»Vi satte dem under pres, og det kunne man se på reaktionen fra FCK-fansene efter kampen. De piftede, og det, tror jeg, var deres måde at vise, at de ikke var tilfredse med hjemmeholdets indsats. Og det er altid en bedrift af udeholdet at få det til at ske,« mener han.

Zorniger savnede Brøndby-fansene.

»Det er svært efter 70-80 minutter at løbe hele vejen hjem efter en spildt målchance, når der ikke er noget støtte fra lægterne. Vi har mange våben. Vi er et godt hold i det offensive, vi kan forsvare os rigtig godt og vi har en god taktik. Men et af vores stærkeste våben er vores fans. Selvfølgelig. Men jeg tror, de er glade for pointet.«

Det samme var FCK-manager Ståle Solbakken. Københavnerne vandt torsdag 2-1 i Europa League 1/16-finalen over bulgarske Ludogorets, og et returopgør venter på torsdag. Derfor gjorde det egentlig ikke så meget, at Brøndby fik point. Eller hvis de skulle have endt med at tage sejren, lyder det.

»Det er godt, at vi ikke taber en kamp, hvor vi møder ligaens nummer to, og hvor vi ikke er helt på toppen. Det er jeg egentlig tilfreds med,« siger nordmanden og fortsætter:

»Derbyet ligger mellem to knockout-kampe i Europa League, og taber vi til Brøndby, kan vi altid få rettet op på det. Det sker der jo ingenting ved. Men det kan vi ikke gøre i knockout-kampene. Der handler det om overlevelse eller om at ryge ud,« siger han.

Nordmanden blev tvunget til at ryste posen og smed Jores Okore ind til sin blot anden startplads i denne sæson, da Mikael Antonsson blev syg op til opgøret.

»Jores ser rigtig god ud i de sidste 87 minutter. De første tre minutter så det ud, som om han spillede for Brøndby, men efter det fandt han ud af, hvilken vej han spillede, og der synes jeg, han så rigtig god ud,« smiler Solbakken.

Med det ene point ligger FCK fortsat 11 point foran Brøndby på andenplads og cruiser indtil videre mod mesterskabet. Men de skal passe på, advarer Brøndby-træner Zorniger.

»De er selvfølgelig stadig mestre, og de bliver måske de kommende mestre, som det ser ud nu. Men jeg tror, at de begynder at tænke på næste år og året efter det, når de ser på, hvordan vi spiller lige nu,« siger tyskeren, der har et logisk regnestykke i hovedet, når han bliver spurgt til chancerne for at indhente ærkerivalerne.

»Der er ti kampe i slutspillet. Og vi har fire kampe tilbage i grundspillet. Det er 14 kampe med 42 point at spille om. FCK er 11 point foran. Det er situationen. Alle de andre ting er gode for jer at skrive om.«