Det er ifølge FC København-keeper Johan Wiland ikke helt fair, når holdet betragtes som værende i krise.

Når man som FC København overvintrer på førstepladsen i Superligaen, kan man ikke tale om krise i klubben.

Det mener københavnernes målmand Johan Wiland, der sammen med holdkammeraterne stadig skal svare på spørgsmål om krise på mesterholdet, som især har skuffet i Europa.

- Vi er selvfølgelig skuffede, hvad Europa angår, men vi kan kun være tilfredse med vores pointhøst i Superligaen. Vi fører med fire point, så al den snak om krise og fiasko kan man ikke bare sige i vores situation.

- Fair er det ikke, siger den vikarierende anfører for langtidsskadede Mathias "Zanka" Jørgensen.

FCK topper Superligaen 39 point for 18 kampe, og det er fire point mere end FC Nordsjælland på andenpladsen.

I pokalturneringen har holdet spillet sig frem til semifinalen, men det har haltet lidt i Europa.

Champions League-gruppespillet blev misset med et samlet 2-5-nederlag til tjekkiske Viktoria Plzen, mens FCK'erne i Europa Leagues gruppespil må sande, at et avancement er glippet allerede inden sidste spillerunde.

FCK kan endegyldigt gå på vinterferie, når holdet har mødt belgiske Standard Liege i Parken 15. december i Europa League.

/ritzau/