FCM-træner Glen Riddersholm var vred over, at hans hold ikke fik point i Parken mod FCK.

Glen Riddersholm var ikke tilfreds med, at hans hold tabte 1-2 ude mod Superligaens førerhold, FCK.

- Det er for dårligt, at vi ikke får point mod FCK. De var absolut til at tale med i dag, sagde Glen Riddersholm efter kampen til TV3+.

FCK kom hurtigt foran 2-0, men i anden halvleg lykkedes det for Mads Albæk at reducere, og dermed var der til det sidste spænding om, hvorvidt FCK kunne køre sejren hjem.

- Det kan godt være, vi i morgen vil sige, at vi godt kan bruge nogle ting fra kampen, men vi skulle have haft et point, sagde Glen Riddersholm, som navnlig var utilfreds med sit holds mangel på effektivtet.

- Men vi mangler også skarphed i at lægge boldene ordentligt til sidst, så vi kan skabe chancer. Vi skal den ondelyneme hjem at træne i de detaljer, sagde FCM-træneren, som ikke ville udpege synderne ved FCKs første mål, hvor Ragnar Sigurdsson fik al for megen plads til at heade bolden ind.

- De involverede ved det godt, og det skal vi også snakke om, sagde Glen Riddersholm.