Det er godt en uge siden, at Divisionsforeningen og Superliga-klubberne lagde strukturdebatten i graven. Der kunne ikke opnås enighed hverken internt blandt de 12 Superliga-klubber eller mellem dem og repræsentanterne fra 1. division, og planerne om et slutspil og en eventuel udvidelse af ligaen blev kasseret.

Og dog. For nu erfarer BT, at der i kulissen stadig arbejdes benhårdt på en ændring af Superligaen, som allerede kan træde i kraft i den kommende sæson. Lige nu drøftes et foreslag, hvor ligaen udvides til 14 hold. Det vil annullere årets to nedrykninger - og dermed sikre Silkeborg og FC Vestsjælland overlevelse i Superligaen - men en 12-holds-model med et slutspil kan dog også stadig være i spil.

Det er ifølge BTs kilder FC Nordsjællands bestyrelsesformand, Allan K. Pedersen, og AaB-ledelsen med administrerendedirektør Stephan Schoors, der står har taget initiativ til at åbne debatten op igen, og mens nogle klubber er mødtes rent fysisk, er andre med per mail og telefon.

Det var primært FC København og FC Midtjylland, der stred imod ved den forrige drøftelse af en strukturændring, fordi de nægtede at gå med til en udvidelse. Men begge klubber har ifølge BTs oplysninger drøftet det nye foreslag med deres bagland og er gået ind til den nye debat med åbent sind.

En vigtigt aspekt, der blokerede en udvidelse ved det store Superliga-møde i Odense, var fordelingen af tv-penge blandt de 12 Superliga-klubber. Klubberne - især FCM og FCK - var ikke med på at dele tv-pengene mellem 14 deltagere i stedet for mellem 12, men i det nye forslag er der åbnet for en mulighed for, at pengene fra den såkaldte økonomiske paraplyordning - en ordning, der sikrer nedrykkerne en ekstra pose penge, så overgangen til 1. division bliver lidt blidere - bliver lagt oven i Superliga-klubbernes samlede tv-pulje, der derved udvides.

Forslaget vil blive fremlagt på et bestyrelsesmøde i Divisionsforeningen i morgen.

BT har været i kontakt med Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, samt repræsentanter fra flere Superliga-klubber, der dog alle afviser at kommentere BTs oplysninger.