Viggo Jensen - et usædvanligt valg

KOMMENTAR

Så gik den ikke længere for Keld Bordinggaard.

11 nederlag i 16 kampe blev bundlinjen for en periode, der virkede vaklende fra første kamprunde.

Jeg fik nyheden om afskedigelsen, mens jeg søndag aften var med i radioprogrammet Fodbold FM på Radio 24syv.

Så jeg sad dér i radiostudiet ved siden af FCN-træneren Kasper Hjulmand, en meget god ven af Keld Bordinggaard.

Hjulmand var straks tydeligt slukøret, ærgerlig over nyheden. Og hans reaktion mindede mig da om de personlige omkostninger, en afskedigelse afstedkommer. Det er ikke ret storartet at blive fyret.

Men som jeg skrev i Berlingske, inden jeg kendte til Silkeborg-ledelsens beslutning:

Keld Bordinggaard kunne ikke i Silkeborg ramme en medvind, om han så løb kloden rundt med mast og sejl.

Det blev til sidst helt ulykkeligt for Superligaens klart ringeste fodboldhold det sidste par måneder. Det blev også sært fascinerende. For Bordinggaard er da en begavet mand, skarpt uddannet og dygtigt analyserende?

Bordinggaard kan heller ikke alene gøre for, at hans spillere fik fået en grim vane med at lave fejl, man normalt forbinder med seriefodbold. Han kan heller ikke gøre så meget ved, at ledelsen i sommer undlod at investere yderligere i truppens forsvarsled - hvorfor enten den formsvage Jesper Mikkelsen, den komplet malplacerede Nicolaj Ritter eller den unge og pludselig komisk overmatchede Simon Jacobsen i ny og næ skal spille Superliga-fodbold nede foran Silkeborgs mål.

Men Keld Bordinggaard var altså næsten den eneste forskel på nedrykningsfavoritterne anno 2012 og det Silkeborg-hold, som undervejs i sidste sæson havde retfærdige ambitioner om at nå europæisk deltagelse.

Vince Lombardi blev engang bedt om at forklare, hvad der kendetegner den dygtige træner.

Det var jo et godt spørgsmål at stille til en mand, som stadig 42 år efter sin død bliver anerkendt som den største strateg nogensinde i amerikansk sport, og som lægger navn til det trofæ, der hvert år bliver overrakt vinderne af Super Bowl.

'Coaches who can outline plays on a chalkboard are a dime a dozen. The ones who win get inside their player and motivate,' svarede Lombardi.

Den amerikanske coach tydeliggjorde i hvert fald efter min bedste tolkning, at den succesrige leder ikke kun er fagligt skarp.

Og sådan er det jo overalt. Også i erhvervslivet. De fleste ledere får ansvaret, fordi de på egen hånd har bevist et højt fagligt niveau. Men man aner aldrig, om lederen kan motivere og nå ind i hjertet af den gruppe, han eller hun nu skal anføre.

Keld Bordinggaard har al den uddannelse, han skal bruge for at skabe noget fremdrift for alle hold i Superligaen. Ikke et sekunds tvivl om den sag. Bordinggaard kan måske finde sin medvind, når han finder en anden gruppe spillere.

12 år på sidelinjen af professionel fodbold og 12 år med samtaler med blandt andet et hav af fodboldspillere har lært mig dette: De trænere, der dårligt kunne huske navnene på modstanderen, og som var mest optaget af, om man bare var klar til at dø i kamp, kunne sagtens have rasende respekt i truppen. Omvendt kunne man lære, at trænere, man nemmest forbandt med stor gennemslagskraft i medierne og stor taktisk innovation, slet ikke havde respekt hos de spillere, der skulle tage slagsmålene på banen.

Det er forbundet med betydelige, potentielt ødelæggende omkostninger at rykke ud af tv-pengeparadiset i Superligaen. Det er evig overlevelse på den korte bane. Det er i det lys fuldstændig logisk, at Silkeborgs ledelse nu har handlet og erstattet Bordinggaard med rutinerede Viggo Jensen. Bordinggaard fungerede ikke. Af den ene eller den anden grund.

Nu skifter luppen retning fra Keld Bordinggaard til Silkeborgs sportschef Peder Knudsen. Han var en betydende figur for klubben, da han selv spillede - og undervejs vandt et danmarksmesterskab i 1994. Han fungerede ikke selv som cheftræner i klubben og blev afløst af Troels Bech i 2008, og det er stadig et godt spørgsmål, om Peder Knudsen kan fungere som sportschef.

Han har nu i sin gamle træner Viggo Jensen givet sit svar på, hvordan Silkeborg klarer frisag i Superligaen, og 65-årige Viggo Jensen er så sandelig en mand, der kender sin værktøjskasse, og som vil tilbyde en model, han selv kender til fingerspidserne, og som har givet resultater mange steder tidligere. Viggo Jensen er absolut en skarp træner.

Men Viggo Jensen er Bordinggaards diametrale modsætning og dermed også et markant modsvar til den retning, Silkeborg har taget, siden Troels Bech kom til klubben og straks arbejdede med en boldbesiddende timeglas-fodbold langt fra den 4-4-2-model, man nemmest forbinder med Viggo Jensen. Bordinggaards profil matchede afgjort den retning, Silkeborg ville have, og som Silkeborg i årevis har udviklet med samtlige de spillere, som nu er i truppen.

Nu får de noget helt andet. Og det kan måske nok fungere med Viggo Jensen, men når der findes så mange forskellige trænerprofiler i DBUs kartoteker, kan det da umiddelbart undre, at sportschefen Peder Knudsen river Silkeborgs retning og filosofi over i en helt anden boldrende. En ting er at være utilfreds med træneren. Men kan man være utilfreds med fire års udvikling også? Det er da modigt.

Viggo Jensens kærlighed til Silkeborg er indiskutabel. Hans passion er indiskutabel. Silkeborgs spillere, som nu i årevis har arbejdet meget med bold på træningsbanen, vil se flere kegler, flere ture i skovene, og de vil blandt meget andet nyt opleve et helt andet fokus på standardsituationer.

De vil skulle arbejde med en fodboldform, som er langt mere direkte, langt mere fysisk.

Det kan være, det fungerer. Det bliver spændende at følge. Men det er fodboldspillets fedeste kliché, at fysisk overskud og direkte fodbold er det eneste, der fungerer, når man er presset.

Jeg har enorm respekt for Viggo Jensens betydning for dansk fodbold og for Silkeborg, som ikke ville være ret stor hurlumhej uden Jensens indflydelse på klubben i 80'erne. Viggo Jensen er en dygtig træner, der ved præcist, hvad han vil, og som har bevist sig selv mange år og i mange henseender.

Men man har med Viggo Jensen forladt en retning, man har udviklet i fire år. Jeg troede, det var en sportschefs fineste opgave at beskytte retningen, kulturen, filosofien, udviklingen - ikke primært træneren eller spillerne. Peder Knudsen har taget et usædvanligt valg, som med en ulykkelig udgang kan ende med at placere sportschefen selv på affyringsrampen.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard.

Din kommentar