Sønderjyskes Lasse Vibe understreger på sarkastisk vis, at holdets fokus fortsat er at undgå nedrykning.

Sønderjyske har hidtil været Superligaens store resultatmæssige overraskelse, hvor holdet i sine første tre kampe havde skrabet syv point til Superliga-kontoen. Men klubben led her til aften sit første nederlag i denne sæson, da de på hjemmebane tabte 2-0 til AC Horsens.

Sønderjyske-profilen Lasse Vibe anerkendte da også efter kampen, at holdet havde svært ved at stå imod Horsens pres, men han ser alligevel fremskridt rent spillemæssigt i forhold til tidligere kampe.

- Vi har svært ved dem, fordi de lægger et godt tryk på os. Vi ser det meget i starten af kampen, hvor dødbolde bliver til nogle anden bolde. Der er også et tidspunkt i anden halvleg, hvor de har fem-seks hjørnespark i træk. Det har vi lidt svært ved at modstå, men jeg synes, at der er klare fremskridt i den her kamp sammenlignet med tidligere kampe. Men lige nu får vi svært ved at bruge det til noget, men det kan vi måske senere på ugen, sagde Lasse Vibe efter kampen til TV2Sport.

Nederlaget betyder, at Sønderjyske siger farvel til førstepladsen i Superligaen, der indtages af FCK, men Vibe understregede på sin egen lettere sarkastiske facon, at det kun er medierne, der har bragt holdet i spil som mesterskabs-udfordrer - I Sønderjyske fokuserer de udelukkende på at holde sig over nedrykningsstregen.

- Der røg mesterskabet, det er slut nu, så skal vi ikke snakke om det igen. Men der var fire point ned til stregen før kampen, og det er der stadigvæk, og det er vi egentlig lidt ærgerlige over, sagde Vibe og tilføjede:

- Ja det er slut nu med mesterskab og Champions League, det er helt færdigt, og det kan man også se, at det duer vi ikke til.

Der er otte hold imellem Sønderjyske og nedrykningsstregen.

tipsbladet.dk