Per Bjerregaard har selv truffet beslutningen om at trække sig, forklarer Emil Bakkendorff.

Per Bjerregaard har betydet alt for Brøndby, men hans afsked midt i klubbens største krise nogensinde er den rigtige.

Det mener sikkerhedschef og Per Bjerregaards ven gennem 30 år, Emil Bakkendorff.

- Det er altid sådan, at når noget slutter, så er det sørgmodigt, men på den anden side er der grund til at udtrykke stor respekt for den beslutning, Per har truffet. Og så er det med et stort ønske om, at vi i mange år har ham som klubkammerat. Specielt vil jeg sige, at han har været min ven i mange år, og det håber jeg, at han vil blive ved med at være i mange år, er Emil Bakkendorffs reaktion.
 
- I alle historier er der opgange og nedgange. På trods af dem har klubben formået at bevare sin status som Danmarks største klub. Jeg er helt sikker på, at de fleste mennesker i klubben viser stor respekt for Per, og som så mange andre af hans beslutninger, er jeg sikker på, at denne er den rigtige, fortsætter Emil Bakkendorff.

- Det vigtige er, at det er beslutning, han selv har truffet. Hans ry og rygte taler for sig selv. Han har betydet alt for Brøndby. Uden ham var der intet Brøndby. Så havde der været en Danmarksserieklub eller lignende. Det ånd skal vi have med i det videre forløb, forklarer vennen, der ikke har den store mening om timingen af tilbagetrækningen.

- Jeg har ikke nogen mening om timingen i Pers afsked. Julen falder også hvert år den 24. december.