FC Midtjyllands unge forsvarsgeneral Erik Sviatchenko har spillet et stort efterår. Den 22-årige midterforsvarer har været blandt de mest fremtrædende profiler hos topholdet. Nu kalder udlandet, og Sviatchenko er åben for alt.

- Jeg har blomstret i efteråret, og måske haft min stærkeste halvsæson i karrieren, siger han om gennembruddet.

Grunden til opblomstringen skyldes i høj grad, at dansk-ukraineren har været bevidst om det vigtige punkt i karrieren, han nu befinder sig i. Efter i sommer at have afvist et stort økonomisk tilbud fra den ukrainske liga, besluttede han sig for, at der skulle være endnu mere i vente:

- Jeg gjorde op med mig selv. ’Okay, nu har jeg takket nej til et stort skifte, så skal jeg tage endnu et skridt op’. Jeg oplevede derefter et selvtillidsdyk, inden jeg tog fat i vores mentale coach, René Pedersen. Ham har jeg arbejdet tæt sammen med det seneste år, og det har virkelig sat fart i min udvikling og modnet mig. Både som spiller og menneske.

- Jeg har erkendt, at jeg er forsvarsspiller i mit dna. Før i tiden spejlede jeg mig måske lidt for meget i andre spillere og ville gerne sammensætte min spillertype ud fra flere hylder. Nu har jeg fundet ud af, at der er kun én Sviatchenko. Det er mig, og det er kun mig, jeg skal leve op til. Accepten af, hvem jeg er som fodboldspiller, har givet mig ro til at udvikle mit spil, siger den selvsikre midtjyde.