Den tidligere verdensstjerne Rafael van der Vaart kom til FCM og Superligaen i efteråret, og det er han glad for. Men der er dog én ting, han ikke forstår ved Danmark.

Og det er de manglende tilskuere til kampene i den bedste fodboldrække.

Som Rafael van der Vaart siger til Ekstra Bladet, så er der stadions med 10.000 pladser, og så møder der kun 1.200 op til en kamp i Superligaen.

»Det, synes jeg, er meget skidt for Superligaen. Især fordi Danmark er et fodboldland, der har en liga i udvikling, og som gerne vil tage et skridt opad, og så er der ingen, der kommer og ser kampene. Det er skuffende.I alle andre lande, jeg har spillet i, har der været fyldt på stadion, men her i Danmark har vi virkelig problemer med det,« siger Rafael van der Vaart, der for tiden er i Dubai med FC Midtjylland som træningsoptakt til Superligaen.

Hollænderen giver dog selv et bud på årsagen, hvor han nævner, at point-fikseringen hos klubberne i hans øjne er for stor. Kan man vinde ved at spille fysisk og  grimt, så gør de danske klubber det gerne..

»Jeg kommer altid på stadion, fordi jeg vil se flot fodbold. Og måske er det derfor, at de danske fans ikke kommer til kampene i Superligaen. Måske er det forklaringen på tilskuerproblemet,«

FC Midtjylland overvintrer på tredjepladsen i Superligaen. Holdet har 19. februar hjemmebane mod bundproppen Viborg i den første kamp efter vinterpausen, hvor Rafael van der Vaart formentlig ikke kan være med, da han har pådraget sig en fiberskade.