Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Den sandhed må også have ramt Nicolai Boilesen, da han torsdag middag blev præsenteret som ny spiller i FC København.
Det ligner på alle måder et fornuftigt skifte for en spiller, der er løbet sur i karrieren efter at have afvist at forlænge kontrakten med Ajax. En mulighed for at starte igen på en frisk for en 24-årig forsvarer, som tidligere lignede blev nævnt som et af landets største talenter på pladsen som venstre back.
Der er kun lille en lige hage ved at skifte til Champions League-deltagerne. Nicolai Boilesen spillede som ungdomsspiller i Brøndby, og han har tidligere fortalt om, hvor meget han elskede klubben fra Vestegnen.
Det skete i forbindelse med en testkamp for fem år siden. Et Ajax-hold med både Boilesen og Christian Eriksen med fra start gæstede Brøndby Stadion og besejrede værterne 3-0. Og inden kampen fortalte Boilesen om sit forhold til Brøndby:
»Jeg glæder mig virkelig meget til i aften, og det bliver meget specielt at løbe ind på Brøndby Stadion. Det har jeg drømt om siden, jeg var knægt og løb rundt og spillede på banerne i Brøndby.«
»Brøndby-fan vil jeg altid være, da jeg er kommet i klubben i mange år og samtidig har gået på Brøndby Gymnasium, så det er en speciel dag, når jeg kan vende tilbage i aften, og jeg håber på en god kamp med masser af tilskuere og god stemning - som altid på Brøndby Stadion,« sagde Boilesen dengang til Brøndbys hjemmeside.
Torsdag middag lød der helt andre toner fra den nye FCK-spiller, som nok kan se frem til en lidt anderledes modtagelse end sidst, næste gang han løber ind på banen i Brøndby.
Her fik han et spørgsmål om, hvorfor han vender hjem til FCK og ikke Brøndby:
»For mig var der ingen tvivl om, at hvis jeg skulle tilbage til Danmark, så skulle det være FCK. De er Danmarks største klub og kunne dermed også tilbyde den bedste sportslige pakke. Jeg har hele tiden sagt at det sportslige var det vigtigste for mig.«
Nicolai Boilesen har fået en fireårig kontrakt i FCK.