West Bromwich choksejrede på Old Trafford. Udeholdets målmand Boaz Myhill pillede pynten af United-stjernerne med flere mirakelredninger.

Manchester United kunne med en sejr over West Bromwich kravle op på andenpladsen i Premier League, men i stedet for en forventet hjemmesejr endte det i en ny United-skuffelse, der sender manager Louis van Gaals mandskab i resultatmæssig krise.

Udeholdet choksejrede med 1-0 på Old Trafford og tildelte dermed Manchester United klubbens tredje nederlag på stribe. Svenske Jonas Olsson stod for kampens enlige scoring.

Hjemmeholdet havde ellers alle muligheder for at få bolden i nettet, men Boaz Myhill i West Bromwich-målet leverede mirakler. Han kronede en fænomenal indsats med at nappe et straffespark fra hollandske Robin van Persie, der for nylig er vendt tilbage efter en længere skadespause.

Med nederlaget spændes der ben for Manchester Uniteds ambitioner om en slutplacering på ligaens andenplads, der giver direkte adgang til den kommende sæsons Champions League. Holdet er to point efter Arsenal og Manchester City, som har spillet henholdsvis to kampe og en kamp færre end United.

Aftenens opgør på Old Trafford blev i øvrigt indledt med en rørende gestus til den tidligere United-kæmpe Rio Ferdinand, der på tragisk vis mistede sin blot 34-årige kone Rebecca Ellison fredag aften. Rebecca Ellison døde af kræft og efterlader sig tre børn på henholdsvis fire, seks og ni år.

 

På de sociale medier har kondolencerne dagen igennem strømmet ind til Rio Ferdinand og den efterladte familie, men også på Old Trafford var medfølelsen stor.

Fem minutter efter kampstart (Rio Ferdinand spillede med nummer fem på ryggen) rejste United-fansene sig og klappede i et minut af deres tidligere kaptajn for at ære ham og hans familie i den svære tid.