FC Nordsjællands Uffe Bech fik dele af sidste sæson spoleret af skader, så det kun blev til 12 optrædener for Farum-holdet.

Men mod slutningen af sæsonen fik den tætbyggede offensivspiller vist, hvorfor FC Nordsjælland i januar 2013 betalte en transfer for ham i Lyngby, da han spillede flere gode kampe og blandt andet scorede mod Brøndby i den afsluttende kamp i sæsonen. 

Og nu skal det være. Uffe Bech er frem mod den kommende sæson klar til for alvor at træde i karakter og blive en afgørende spiller for FC Nordsjælland. 

- Jeg vil ind og være en af profilerne. Jeg skal ind og vise mig frem og være afgørende, så jeg kan hjælpe holdet så meget som muligt. Jeg er klar på at give den en skalle og gøre det så godt, jeg kan, siger Uffe Bech, der føler sig fit før Superliga-starten fredag mod FC Vestsjælland på hjemmebane.

- Det står fint til med bentøjet. Jeg har arbejdet hårdt og fået en god fornemmelse her i opstarten, selv om det selvfølgelig er noget andet med Superligaen. Der er ikke rigtig nogen af os, der er i topform, men det gælder for alle hold, siger han. 

Uffe Bech, der har to år tilbage af sin kontrakt, bruger som så mange andre talenter FC Nordsjælland som en mellemstation, men før han skal skydes videre, vil han gerne vise sig frem i Superligaen.

- Lige nu er jeg glad for at være i FC Nordsjælland. Jeg har været væk i lang tid og glæder mig til at komme ind og vise, at jeg har et højt niveau. Det er klart, at der ikke er nogen, der har en målsætning om at blive i Nordsjælland hele livet. Så jeg har helt sikkert en målsætning om at komme videre på et tidspunkt, men det er ikke noget, jeg tænker på lige nu. Jeg skal bare præstere så godt, jeg kan. Jeg har også en målsætning om at komme på A-landsholdet på et tidspunkt, men vi må se, hvornår det bliver.