Sine Olsson Heltberg fik ørerne i maskinen, da hun i en facebook-update skrev, at dansk fodbold er hårdt ramt af vold og druk. Adskillige fodboldfans rasede over, at politikeren foreslog, at klubberne skruede ned for alkoholen og selv skulle betale for politi-indsatsen.

»Det er selvfølgelig en subjektiv betragtning ud fra de oplevelser, som jeg har haft. Men kan man ikke nyde en fodboldkamp uden at være meget fuld,« spørger Sine Heltberg, der er overrasket over de mange vrede svar på hendes facebook-væg.

»Det kommer bag på mig, men det er godt at få gang i en debat. Og jeg har stadig præcis det samme synspunkt, som jeg først gav udtryk for.«

Nu forklarer hun, hvorfor hun skrev, som hun gjorde.

Sammen med sine børn besøgte hun Brøndby Stadion, da værterne tog imod FC København. Fulde fans, der kastede med fadøl, grupper af bøller, der røg i slagsmål med hinanden, og røgbomber og kanonslag inde på stadion. Samtidig oplevede hun et massivt politiopbud, som var til stede for at forhindre fansene i at ryge i totterne på hinanden.

En oplevelse meget langt fra, hvad byrådspolitikeren og folketingskandidaten fra Frederiksberg havde oplevet, når hun har været set fodbold på Camp Nou og Old Trafford.

Derfor røg hun til tasterne og foreslog, at man får gjort op med druk- og voldskulturen, som hun oplevede udfolde sig ved det københavnske derby. Og at klubberne ellers fremover skal betale en del af udgifterne til politiet.

»Jeg drøfter jævnligt politiets ressourcer og oplever, hvordan man har man måttet nedprioritere politiets tilstedeværelse i byen. Børnenes cykelprøver bliver sparet væk, og det almindelige politiarbejde bliver skåret ned på grund af terror-indsatsen. Det er okay, men så var jeg ude til denne her voldsomme fodboldkamp, og så det massive politiopbud, der blev brugt til at kontrollere de fulde fans, der vil i slagsmål med hinanden. Det giver stof til en interessant ressource-diskussion,« fastslår Sine Olsson Heltberg.

Udover politiets massive tilstedeværelse omkring stadion undrede hun sig også over forholdene indenfor.

»Der er parallelsamfund, hvor det åbenbart er i orden at kaste kanonslag og bomber, så snart du går ind på tilskuerpladserne. Udenfor er det kun omkring nytår at man må bruge fyrværkeri, men her er det okay. Her er massiv druk og folk, der kaster med øl. Det har jeg ikke oplevet i Spanien eller i England,« siger Sine Heltberg, som samtidig undrer sig over, at kampen i Brøndby blev betegnet som 'velafviklet'.

»Jeg følte mig ikke selv utryg, men hvis du er et mindre barn, bliver du forskrækket af de store knald fra kanonslagene, og når folk pludselig foran dig. Jeg kender en del, der ikke vil tage deres børn med fodbold, fordi det er sådan. Kan man ikke også have det fællesskab, uden at det skal være så voldsomt.«

Hendes tilskueroplevelser med dansk fodbold stammer hovedsageligt fra de store kampe mellem Brøndby og FCK. Men hun mener, at klubberne i højere grad må tage ansvar og sørge for at begrænse balladen.

»Som det er nu, har de ikke noget økonomisk incitament til, at folk skulle drikke mindre. I England må man ikke tage sin øl med ud på tilskuerpladserne, og så bliver der selvfølgelig drukket mindre. Man bestemmer også selv reglerne for, hvem man vil lukke ind. Så kan man lade være med at lukke meget fulde fans ind,« foreslår politikeren, der også er medlem af bestyrelsen i KB, den ene af klubberne bag FC København.