Brøndby giver fem spillere øksen. Peter Madsen, Mikael Nilsson og lejespilleren Femi er blandt ofrene.

Så blev det officielt. Tidligere profiler som Peter Madsen og Mikael Nilsson er færdige i Brøndbys blå/gule trøje. Sammen med Jan Frederiksen, Alexander Green og lejespilleren Oluwafemi Ajilore stopper de i Brøndby efter Superligaens sidste runde på onsdag. 

De fem spillere har alle kontraktudløb denne sommer, og Brøndby vil ikke vide af dem i fremtiden. Derfor har de nu fået besked på at pakke tasken. 

 - Fælles for de fem spillere er, at vi har vurderet, at de fremadrettet ikke vil få tiltrækkeligt med spilletid i Brøndby IF. Derfor forlænger vi ikke aftalerne med de pågældende spillere, og det har jeg meddelt dem hver især her til eftermiddag, siger Brøndbys sportschef Ole Bjur til Brøndbys hjemmeside. 

- Nu får de så mulighed for at komme videre i karrieren et andet sted, og det er jeg sikker på vil lykkes for de fem spillere, der alle har gode kvaliteter og professionalisme, som helt sikkert kan bruges andre steder, fortsætter Bjur. 

Mens Mikael Nilsson, Jan Frederiksen og Alexander Green nu står uden klub, vender Oluwafemi Ajilore tilbage til hollandske Groningen. Den tidligere landsholdsspiller Peter Madsen har de seneste 18 måneder været lejet uden til Lyngby, men også han skal nu på jagt efter en ny arbejdsgiver.