Kanstspilleren Uffe Bech kan bytte FC Nordsjælland ud med Bundesligaen og Hannover 96 efter sommerpausen.

Det kan godt være, at 22-årige Uffe Bech rejser skuffet hjem fra EM-slutrunden efter lørdagens nederlag i semifinalen mod Sverige. Men Uffe Bech får måske snart noget nyt at smile af. Han kan nemlig, hvis alt går vel, blive hovedperson i en millionhandel og en lukrativ kontrakt i tysk fodbold.

BT erfarer, at Bundesligaklubben Hannover 96 er så varme på at hente Uffe Bech til Tyskland, at tyskerne skulle stå klar med et millionbeløb til FC Nordsjælland for at lade kantspilleren gå.

Ifølge BTs oplysninger har Hannover 96 endnu ikke sendt et bud af sted til FCN, men det skulle angiveligt blot være et spørgsmål om dage, før det sker. Således fortæller kilder i det tyske, at Hannovers sportslige ledelse med præsident Martin Kind, sportsdirektør Dirk Dufner og træner Michael Frontzeck mandag sætter sig sammen og træffer den endelige beslutning om et bud på Uffe Bech.

Hos FCN oplyser klubejer Allan K. Pedersen i en sms til BT, at der pt. ikke foregår en dialog mellem FCN og Hannover 96.

Prisen for Uffe Bech skal ifølge BTs oplysninger ligge på omkring 11 millioner danske kroner, og da Uffe Bechs kontrakt med FC Nordsjælland udløber om et år, kan dette transfervindue være klubbens sidste chance for at score kassen på et salg af Uffe Bech.

Hannover 96 har haft et godt øje til Uffe Bech gennem længere tid. Således kørte holdets sportsdirektør, Dirk Dufner, hele vejen til Aalborg den 7. juni for at besigtige Uffe Bech, da FCN tabte til AaB i sidste spillerunde i Superligaen.

Efterfølgende udtalte Hannover 96s præsident, Martin Kind, til det lokale medie Neue Presse, at klubben ville fortsætte med at holde øje med Uffe Bech under U21-EM. Og ifølge BTs oplysninger er tyskerne nu så overbeviste om Uffe Bechs evner, at de i nærmeste fremtid angiveligt vil gøre alvor af interessen.