FCK er i tvivl om, hvorvidt klubben vil tilknytte Daniel Jensen.

Den tidligere danske landsholdsspiller Daniel Jensen har prøvet lidt af hvert. Efter 52 landskampe, en karriere i Holland, Tyskland, Spanien og Italien vendte danskeren hjem til FCK's reservehold, hvor han har holdt formen ved lige.

Den 33-årige midtbanespiller har gjort det godt og vil selv gerne spille for FC København - noget, han luftede på TV 2 torsdag aften. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger vil FCK-træner Ariel Jacobs gerne skrive kontrakt med Daniel Jensen, der har spillet fremragende for FCK's reserver.

Alligevel er Daniel Jensen ifølge Ekstra Bladet sat på standby i FC København, hvor sportsdirektør Carsten V. Jensen ikke ønsker at uddybe, om Daniel Jensen er en spiller, som FCK vil tilknytte.

- Vi var godt klar over, at Daniel var en fin spiller, da han kom til klubben. Og planen var, at han skulle holde sin form ved lige i København. Han har ikke overraskende leveret et fint indtryk, men i forhold til en eventuel kontrakt har jeg ingen kommentarer, siger sportsdirektør Carsten V. Jensen til Ekstra Bladet.

Ifølge avisens oplysninger kan det dreje sig om, at man først skal af med en spiller, inden der er penge til at skrive kontrakt med Daniel Jensen. En mulighed er norske Christian Grindheim, der har skuffet i FCK-trøjen.

tipsbladet.dk