Flemming Povlsen stopper som angrebstræner i AGF. Beslutningen er taget efter længere tids vaklen mellem at fortsætte trænergerningen eller blive i jobbet som ekspertkommentator på SBS Discovery.

Valget faldt ud til fordel for jobbet som tv-kommentator, og derfor stopper Povlsen i trænerstaben på Fredensvang, hvor klubben nu er gået på jagt efter en afløser. Flemming Povlsen udtaler til AGFs hjemmeside i forbindelse med sit stop:

”Det har været udslagsgivende, at tv-delen allerede var en stor del af mig, da jeg startede i AGF. Det år, jeg har haft i AGF, har givet mig en masse energi og været mental fitness for mig. Derfor har jeg også nøje overvejet min beslutning, men udfaldet er blevet, at jeg bliver i fodboldverdenen - men på tv.”

Årsagen til stoppet er blandt andet, at Povlsen ikke kan kombinere jobbet som Superliga-ekspert, samtidig med, at han er ansat i trænerstaben hos en klub i Superligaen.

”I den ideelle verden havde jeg både et job på tv og i fodbold, men nu er problemstillingen lykkeligvis, at vi er rykket op, og det gør så desværre, at jeg ikke kan tage det næste skridt med.”

Cheftræner Morten Wieghorst ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at beholde Povlsen i staben.

”Det har været en stor fornøjelse at have Flemming i trænerstaben. Men han har været tvunget til at træffe en beslutning, for det er ikke muligt at gøre begge dele, og desværre for os har han valgt tv. Det må vi naturligvis respektere, og jeg ønsker ham al mulig held og lykke.”

Sportschefen i AGF Jens Andersson, tilslutter sig Wieghorst ærgrelse, og meddeler at AGF skal finde en afløser for Povlsen.

”Det er trist, at vi ikke længere har Flemming i vores stab omkring holdet. Han har bidraget med meget og været et aktiv på træningsbanen. Han er meget vellidt i truppen og har været en ressource for holdet. Han efterlader et hul, og vi er gået i gang med at kigge efter en afløser.”

Flemming Povlsen har tidligere haft roller hos både Horsens, Randers, Silkeborg og OB.