Det blev præsenteret som et varmt ægteskab mellem rigmand Jesper Nielsen og hjerteklubben Brøndby IF, der skulle tage de blå-gule ud i Europa og i Champions League. Nu kan parterne ende med en tur i retssalen.

I stedet for et frugtbart samarbejde er den sponsoraftale, som Jesper Nielsen og hans daværende firma, Kasi ApS, indgik med Brøndby i 2008, endt som en brutal skilsmisse.

Således er Brøndby klar til at trække Jesper Nielsen og Kasi ApS i retten for at lande et milliontilgodehavende, der kan løbe op i hele 41,3 millioner kroner. Det skriver Brøndby i det prospekt, som klubben præsenterede forleden i forbindelse med en kapitaludvidelse.

- Det er op til Brøndby. Jeg er færdig med klubben, og jeg mener, at jeg har afregnet alt, hvad Brøndby IF har krav på, siger Jesper Nielsen til BT.

Jesper Nielsen var klubbens hovedsponsor i 2008 og 2009, men parterne enedes om et ophør af aftalen ved udgangen af 2009. Ophørsaftalen lød på et fast månedligt bidrag fra Jesper Nielsen til Brøndbys kasser på 3,3 millioner kroner samt et engangsbeløb på 41,3 millioner kroner i sommeren 2013. Det er dette beløb, der er sagens kerne.

Jesper Nielsen, der dengang tjente en større formue ved salg af de populære Pandora-smykker, står til en såkaldt ’earn out’ fra smykkefirmaet Pandora i sommeren 2015. Et engangsbeløb, der i 2009 blev vurderet til en værdi på en halv milliard kroner, og heraf er Brøndby stillet i udsigt at få sine 41,3 millioner kroner fra. Sidenhen er denne ’earn out’ nedskrevet til et rungende nul. Derfor afviser Brøndby ikke at trække Jesper Nielsen en tur i retten, som det fremgår af prospektet for alligevel at få pengene.

- Brøndby IF har derfor i henhold til ophørsaftalen taget forbehold for at indlede en voldgiftssag mod Kasi ApS, såfremt parterne ikke opnår enighed om beløbets størrelse, når engangsbeløbet forfalder til betaling, står der. Jesper Nielsen mener for sin part, at Brøndby ikke har gjort nok i bestræbelserne på at lande en ny hovedsponsor, som klubben forpligtede sig til i ophørsaftalen, og derfor vil han ikke betale yderligere. Brøndby har ikke haft en hovedsponsor, siden klubben indgik ophørsaftalen med Jesper Nielsen.

Brøndbys direktør Tommy Håkansson vil hverken be- eller afkræfte, at det kan ende med en voldgiftssag.

- Vi er i dialog med Kasi ApS og hans (Jesper Nielsen, red.) rådgivere for at finde en løsning på den problemstilling, der er. Men vi har som bekendt afsat det fulde beløb i vores regnskab for sidste år.

Er I klar til at lægge sag an mod Jesper Nielsen og Kasi Aps, hvis I ikke finder en tilfredsstillende løsning?

- Vi er i dialog med Jesper Nielsen og hans rådgivere i forhold til den problemstilling, der er, og mere vil jeg ikke sige til det.

Men der står i jeres prospekt, at I er klar til at lægge sag an?

- Det har jeg ingen kommentarer til lige nu. Det må forhandlingerne vise.