Troels Bech er sur på Marvin Pourié. Årsagen er den tåbelige måde, tyskeren ragede to gule kort til sig mod Silkeborg.

I forrige weekend var Marvin Pourié manden, der gjorde, at Silkeborg-træner Troels Bech kunne gå i seng med et stort smil på læben søndag aften. Med to scoringer hjalp han nemlig Silkeborg på vej til en 4-2-sejr over SønderjyskE. Men denne søndag forholder det sig ganske anderledes. Her er Troels Bech nemlig træt af sin tyske angriber. Årsagen skal findes i dagens kamp mod FC København, der endte 0-0. Her blev Marvin Pourié nemlig vist ud i slutminutterne efter at have fået to gule kort med få minutters mellemrum for at sparke bolden væk efter dommerens fløjte havde lydt. - Jo mere jeg siger om den situation, jo tættere kommer jeg på at begå dagens tredje dumhed. Og Marvin lavede de to første dumheder, siger Troels Bech på sin klassiske facon til ekstrabladet.dk. For de fleste danske hold er 0-0 mod FC København et glimrende resultat, men alligevel var Silkeborg-træneren ikke ovenud lykkelig efter slutfløjtet.

- Jeg havde lidt problemer efter kampen med om jeg skulle rose spillerne for en indsats med masser af kilojoule ind i duellerne, eller skulle jeg ærgre mig over, at vi i perioder manglede lige de sidste 10-20 procent i pasningerne, konstaterer SIF-bossen. Silkeborg skal i næste runde møde FC Midtjylland.

tipsbladet.dk