25.551. Så mange tilskuere var mødt op til fest på Brøndby Stadion søndag, hvor ikonet Daniel Agger skulle gøre sit comeback.

Men festen fes ud i mere end en forstand. For ikke nok med at Brøndby måtte lide et 0-2 nederlag til Randers, så kom Daniel Agger slet ikke i spil på grund af en muskelskade. Men det er ikke ren ulykke ude på Vestegnen, fordi de mange tilskuere har skæppet godt i kassen.

Sportsøkonom hos Deloitte Jesper Jørgensen skyder, at Brøndby tjener mellem 150 og 200 kr. pr. tilskuer ved en Superligakamp. Det giver Brøndby en indtægt på mellem 3,7 og 5 millioner kr. i forbindelse med kampen mod Randers.

Et hurtigt regnestykke viser, hvor meget ekstra klubben tjente i forhold til en kamp med et 'normalt' tilskuertal. Brøndby har i sæsonens tre første hjemmekampe haft et gennemsnitligt tilskuertal på 12.354. Det vil sige, at der var 13.197 flere tilskuere på lægterne søndag mod Randers.

Det giver Brøndby en ekstra indtægt på over to millioner kr. i forbindelse med kampen mod Randers. Derudover kommer også salg af merchandise, som der var en del af i forbindelse med kampen, hvor mange Brøndby-fans ville sikre sig en Daniel Agger-trøje.

Brøndby skal dog ikke regne med et så stort tilskuertal hver gang, bare fordi Daniel Agger er kommet hjem. Det fortæller Jesper Jørgensen.

- Det afhænger meget af de sportslige resultater. Daniel Agger kan ikke trække en masse tilskuere alene. Men hvis nu de hiver et godt resultat på søndag (Brøndby møder FC København i Parken, red.), så kunne man godt forestille sig omkring 20.000 tilskuere til næste hjemmekamp, siger sportsøkonomen.

Og hvis det er tilfældet, vil det da også være mere end en fordobling af de blot 9.962 tilskuere, der var til stede ved forrige hjemmekamp mod Sønderjyske.

Hvis de sportslige resultater også følger med på lang sigt, så kan Brøndby sagtens vende tilbage til samme niveau, som sidst de spillede med om mesterskabet.

- Hvis jeg husker rigtigt, så lå de jo oppe på omkring 19.000 tilskuere, sidst de havde stor succes, og der tror jeg sagtens, de kan komme op igen, siger Jesper Jørgensen.

Brøndbys næste hjemmekamp er 5. oktober, når AaB kommer forbi. Og til den tid skulle Daniel Agger gerne være sin skade kvit.