Aftalen mellem Brian Steen Nielsen og Peter Graulund lød på en frokost, hvor angriberen skulle hyldes. I stedet meddelte Graulund pludselig sit karrierestop.

Det skulle have været en hyggelig frokost, hvor sportschef Brian Steen Nielsen personligt ville takke Peter Graulund for angriberens 100 mål i Superligaklubben AGF.

Men i stedet blev fredag dagen, hvor en af ligaens farligste målscorere i en alder af 36 år sagde definitivt stop på grund af blandt andet smerter i nakken.

En besked, der kom fuldstændig uventet for Brian Steen Nielsen.

- Jeg var i chok, da jeg fik det at vide. Jeg havde en frokost-aftale med Peter i dag (fredag, red.), hvor jeg gerne ville hylde ham for de 100 mål, han har scoret for AGF. Men den frokost tog en alvorlig drejning lige pludselig. Så det er jeg lidt i chok over og ked af, siger han til sporten.dk.

Ifølge Brian Steen Nielsen er det et klubikon, som nu forlader AGF.

- Det er trist, når en spiller, som er et ikon og klublegende, han vælger at træffe sådan en beslutning. Men samtidig er jeg glad for, at han selv har kunnet træffe beslutningen, og at det ikke har været andre, som har skullet gøre det for ham, siger Brian Steen Nielsen.

Og han vil personligt savne Peter Graulunds kvaliteter både som spiller og menneske.

- Det er en spiller med vilje, passion og karisma for både fodbolden og AGF, vi mister. Det er de ting, jeg altid har elsket ved Peter Graulund. Han er måske den spiller, der har betydet allermest i den periode, hvor vi har haft vores op- og nedture, siger Brian Steen Nielsen.

Peter Graulund opnåede gennem sin lange karriere blandt andet at spille i alt 290 Superligakampe og score 107. 
Det gør ham til den sjette mest scorende spiller i Superligaens historie. 

1995-1998: Vejle BK,  25 mål i 90 Superligakampe.

1998-2001: Brøndby IF, 28 mål i 53 Superligakampe.

2001–2004: VfL Bochum, 5 mål i 21 kampe. 

2003-2004: AGF (Lån), 14 mål i 33 Superligakampe. 

2004-2006: Helsingborgs IF, 17 mål i 45 kampe. 
2006-2012: AGF, 40 mål i 114 Superligakampe.