Det går godt for AGF, der endelig er begyndt at tjene penge.

For 10 dage siden præsenterede klubben det første overskud i årsregnskabet siden 2008, og mange flere penge kunne være endt i den aarhusianske klub.

I B.T.s fodboldpodcast 'Transfervinduet' bliver det således afsløret, at den amerikanske MLS-klub FC Dallas har budt et beløb på 1,5 millioner euro, godt 11 millioner kroner, for AGF's helt store stjerne Mustapha Bundu.

Men ledelsen med sportschef Peter 'PC' Christiansen i spidsen sagde nej tak. Og det samme ville spilleren ifølge B.T.s oplysninger have gjort, hvis buddet var blevet accepteret.

Ledelsen i AGF sagde nej til at sælge Bundu i denne omgang.
Ledelsen i AGF sagde nej til at sælge Bundu i denne omgang. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Angriberen fra Sierra Leone ser andre jagtmarker i Europa som mere udviklende for hans karriere end USA.

Mustapha Bundu kom i sommeren 2016 til AGF for en handel til, ifølge Transfermarkt, 45.000 pund fra FC Hereford, der ligger i den sjettebedste engelske række, National League North. Altså, en pris på cirka en halv million kroner, så AGF havde muligheden for at tjene investeringen hjem mange gange.

Aarhusianerne vil imidlertid have mange flere penge for deres 22-årige guldfugl, der skal slå klubbens salgsrekord.

I øjeblikket tilhører den Jens Stage, der denne sommer skiftede til FC København for en pris, der, hvis alt går op i en højere enhed, kan lande på 25 millioner kroner.

Mustapha Bundu er eftertragtet i MLS-klubben FC Dallas.
Mustapha Bundu er eftertragtet i MLS-klubben FC Dallas. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Ifølge B.T.s oplysninger vil AGF have en pris i nærheden af fem millioner euro, over 37 millioner kroner, for at slippe Mustapha Bundu, som har scoret fem mål og lavet syv assister i Superligaen i dette efterår.

B.T. har uden held forsøgt at få en kommentar fra 'PC'.

'Transfervinduet' er B.T.s ugentlige fodboldpodcast, som dyrker de reelle transferer, transferrygterne og ikke mindst al transfer-sladderen. Fokus er på Superligaen og danskerne i udlandet, og der afsløres masser af detaljer fra de store transferer.

Og hvis du har et saftigt transferrygte, så post det på Twitter eller Facebook med #andellerej, så undersøger panelet sagen, ringer til de relevante og drøfter det i podcasten.