FC Midtjylland havde travlt på transfervinduets sidste dag, og klubben var tæt på at sprænge en regulær transfer-bombe tæt på lukketid.

Ind tikkede et tilbud tæt på transfervinduets deadline på Sylvester Igboun fra kinesiske Shanghai, men timingen var rædselsfuld for FC Midtjylland. Et bud, som ifølge Ekstra Bladet beløb sig til solide 11,3 millioner kroner, men satte Superligaens tophold i en akut knibe for at finde en afløser.

På den ene side ville FCM gerne imødekomme Sylvester Igbouns ønske om et karriereskifte og en guldrandet kontrakt i det kinesiske, men omvendt ville ulvene ikke gå på kompromis med klubbens sportslige ambitionsniveau. Der skulle i 11. time findes en afløser. Og en kvalificeret en af slagsen fra øverste hylde.

Ifølge BTs oplysninger henvendte FC Midtjylland sig til FC Nordsjælland og spurgte: Hvad skal Uffe Bech koste?
.
Farum-klubben har tidligere modtaget forespørgsler på den teknisk begavede offensiv-spiller. Tyske Mainz har haft snøren ude efter landsholdsspilleren, men har ikke kunnet indfri FC Nordsjællands ønske om en pris på knap 19 millioner kroner.

Den pris accepterede FC Midtjylland, og vejen til en af de største interne handler i Superligaen var banet. En handel i niveau med Jonas Borrings skifte fra OB til netop FC Midtjylland eller Ulrik Laursens overgang til FC København i sin tid.

Men det gik som bekendt ikke sådan, og handlen blev skrinlagt. For den opsigtsvækkende handel grundstødte på hovedpersonens eget ønske om at prøve kræfter med fodbold i udlandet frem for at skifte klub i Superligaen.

Uffe Bech sagde ifølge BTs informationer pænt nej tak til udsigten til at blive solgt til FC Midtjylland. Han vil spille sæsonen færdig for nordsjællænderne, og med udsigt til et forestående U21-EM i Tjekkiet til sommer vil han bruge den turnering som afsæt til en klub i udlandet, forlyder det.

Da handlen ikke lykkedes, blev Sylvester Igbouns skifte til kinesisk fodbold lagt på is efter nogle hektiske timer, hvor FCN var rasende tæt på at lande voldsomt mange millioner kroner, og FC Midtjylland tilsvarende tæt på at hente en spiller fra øverste hylde.

Hverken FC Nordsjælland eller FC Midtjylland har ønsket at kommentere BTs oplysninger, men FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, forklarer til Ekstra Bladet, at man var enig med en klub.

»Vi arbejdede på højtryk, og vi blev endda enige med klubber om bud, hvor spilleren så ikke ville,« siger han.