21-årige Marcus Ingvartsen har med mål og stærke præstationer gjort opmærksom på sig selv i udlandet. Sådan er det med FC Nordsjælland, der accepterer, at klubbens talenter kun er der på lånt tid.

Emre Mor, Jores Okore og Andreas Bjelland. Det er blot nogle af de navne, der i løbet af de seneste år er blevet udklækket fra FC Nordsjællands talentrede.

Og nu, vanen tro fristes man til at sige, står næste store talent klar i kulissen. 21-årige Marcus Ingvartsen har med sine tolv fuldtræffere skudt sig op på topscorerlistens andenplads efter Brøndbys Teemu Pukki og ind på flere udenlandske klubbers radar.

Den lokale Farum-drengs mange mål og stærke præstationer har affødt en masse interesse, blandt andet fra klubber som Everton, AC Milan og Juventus, der alle har været nævnt som potentielle nye arbejdsgivere.

I slutningen af november sidste år satte Marcus Ingvartsen dog midlertidigt en stopper for alle spekulationer om sin fremtid, da han forlængede sin kontrakt med FC Nordsjælland frem til 2019. Men det er ikke ens betydende med, at udlandsdrømmen er lagt på hylden. Tværtimod.

»Det var for at få lidt ro på. Men det ændrer ikke på mine langsigtede planer. FC Nordsjælland og jeg er enige om, at jeg skal af sted på et tidspunkt. Måske til sommer. Og fortsætter jeg med at spille godt, vil der stadig være interesse, og så skal jeg nok komme af sted,« siger Marcus Ingvartsen.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Før denne sæson skød FC Nordsjælland Emre Mor af sted til Dortmund for et beløb i omegnen af 90 millioner kroner. Og historien kan meget vel gentage sig med Marcus Ingvartsen, for som sportschef Carsten V. Jensen forklarer, er udvikling og salg af talenter en del af klubbens dna.

»Det giver sig selv, at det er vores model. Det er vores niche i dansk fodbold, at vi vil være stærke på udvikling, og at vi ikke er bange for at bruge unge spillere. Vi modner dem tidligt, og spillerne ved også, at de kan tage det næste skridt herfra,« siger Carsten V. Jensen og fortsætter.

»Vi forsøger at have et miljø og en kultur her, hvor det handler om at blive den bedste på alle ledder og kanter. Og det er dér, vi ser vores styrke i dansk fodbold, og hvor vi er bedre end alle andre i Danmark.«

Sportschefen vil hverken sætte pris eller dato på, hvornår Marcus Ingvartsen forlader FCN. Det sker, når det sker, og han er overbevist om, at angriberen indtil da vil have fokus på det, der foregår på banen.

»De stærke spillere lader sig ikke påvirke af sådan nogle rygter. Han er klar over, at hvis han præsterer på banen og gør det over en længere periode, så sker tingene helt automatisk. Og når Marcus skal videre, er det, fordi han er klar. Men hvornår det er og til hvem, vil jeg ikke spå om. Men i denne klub er der jo tradition for, at det sker tidligere end andre steder,« påpeger Carsten V. Jensen, der kalder topscoreren for en 'rigtig stærk eksponent for det, vi gerne vil':

»Og det gælder både på banen og den indstilling, han har uden for banen til det at være professionel. Det er helt fint, at han bliver fremhævet, for han står for mange af de ting, vi gerne vil her i klubben.«

I den aktuelle stilling har FC Nordsjælland fem point op til den sjetteplads, der giver adgang til mesterskabsspillet. Skal FC Nordsjælland erobre den plads, kræver det først og fremmest en stærk holdindsats, forklarer cheftræner Kasper Hjulmand, men påpeger samtidig, at Marcus Ingvartsens kvaliteter kan have afgørende betydning.

»De, der kender mig, ved udmærket, at fodbold for mig er et hold-spil. Hvis spillerne ikke tænker ens, nytter det ingenting. Men det er klart, at Marcus' kvaliteter kan være tungen på vægtskålen. Han er en fantastisk angriber, som kan det meste. Han er meget alsidig og bevægelig og kan score med begge ben,« siger Kasper Hjulmand og sammenligner ham som type med Robert Lewandowski fra FC Bayern München.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

I februar sidste år blev Marcus Ingvartsen alvorligt skadet og var ude i et halvt års tid. At han efterfølgende er kommet så stærkt tilbage, vidner ifølge Hjulmand om en ung mand med en stærk karakter.

»Marcus er aldrig tilfreds og knokler hele tiden. Han lægger så mange timer for dagen og lever så meget for det. Hvis han ikke ryger ind i flere skader, er der ikke noget, der kan holde ham tilbage. Mit ordsprog har altid været, at viljen til sejr er opreklameret. Nøglen er viljen til at forbedre sig bedst muligt, og det har han forstået,« siger Hjulmand.

Med sine 12 mål har Ingvartsen stået for lige knap halvdelen af FCNs samlede antal mål i denne sæson, og det har ikke bare gjort ham til en profil på holdet, men i hele Superligaen. Angriberen er dog bevidst om hele tiden at lægge nye lag på sit spil:

»Jeg synes selv, jeg har fået en fin størrelse og nogle flere kilo, men jeg skal blive bedre i mit duelspil og til at holde fast i endnu flere bolde. Og så vil jeg gerne blive hurtigere og mere eksplosiv. Jeg ser mig selv som ret komplet, men jeg skal hele tiden udvikle mig. Mit hovedstød og højreben er fint, men for mig handler det om at gå fra fint, til godt, til rigtig godt.«