For femte gang i træk spillede Brøndby uafgjort, da holdet fik 1-1 med sig fra udekampen mod FC Midtjylland.

Brøndby er efterhånden ved at få styr på økonomien, men hvis ikke holdet skal ende i Betsafe Ligaen til næste sæson, skal der efterhånden nogle sejre på bordet. Men de blå-gule er langt bedre til at spille uafgjort.

Det gjorde de således også denne søndag, hvor det blev til 1-1 på udebane mod FC Midtjylland. Det var femte gang i træk for Brøndbys vedkommende.

Brøndby mødte op til kampen i en meget defensiv formation, og det var meget sjældent, at de blå-gule forsøgte sig med etablerede angreb. Det lod de FC Midtjylland om, men det havde hjemmeholdet det til tider svært med, da Brøndby stod meget solidt i defensiven.

Det gav en 1. halvleg med ikke ret mange chancer, men mål var der ikke desto mindre - og det blev scoret af Brøndby.

Efter 25 minutter tog Franck Semou en flot solotur forbi tre FC Midtjylland-spillere for til sidst at blive nedlagt af Erik Sviatchenko i det kriminelle felt. Det betød straffespark til Brøndby, og ligesom i sidste weekend mod Horsens omsatte Mike Jensen forsøget fra 11 meter til scoring.

I 2. halvleg fortsatte Brøndby med at stå dybt i banen og ikke have bolden ret meget, og man sad med fornemmelsen af, at selv om gæsterne forsvarede sig fint, kunne det næppe blive ved med at gå godt. Det gjorde det imidlertid heller ikke.

Midtvejs i halvlegen havnede et indlæg fra Sylvester Igboun for fødderne af Mads Albæk, og han lagde bolden over i fjerneste hjørne uden chance for Michael Tørnes.

Scoringen blev et wake up call for Brøndby, der gik væk fra det defensive og blev meget mere aggressive. Det kastede også en række muligheder af sig, men bolden ville ikke ind over stregen. Det ville den heller ikke i FC Midtjyllands tilfælde, der også satsede hårdt på de tre point. Og derfor sluttede det 1-1.

I slutminutterne blev Brøndby reduceret til ti mand, da en liggende Clarence Goodson sparkede ud efter Morten Duncan Rasmussen. Nu kan amerikaneren se frem til et par velfortjente spilledage i skammekrogen.

tipsbladet.dk