Den unge FCK-angriber Andreas Cornelius blev matchvinder, da topholdet øgede føringen

Naturligvis var Andreas Cornelius en glad mand efter den vigtige FCK-sejr.

To mål og en matchvinderrolle kunne den 19-årige angriber se tilbage på, da han efter 90 minutter lod sig udskifte.

- Selvfølgelig vil jeg gerne score, men det er ikke det vigtigste. Jeg glæder mig mere over, at vi vandt, smilede Andreas Cornelius efter at have bragt sin sæsonscore op på et dusin mål.

Han har været inde i en længere måltørke i Superligaen.

- Men jeg har bevaret min plads. Det må jo være et tegn på, at træneren har været tilfreds med, hvad jeg har lavet på banen, siger Andreas Cornelius.

Det har der bestemt også været grund til, for den 192 cm høje angriber har ofte haft et par modstandere på nakken, efter han i sæsonstarten nærmest scorede i stimer. Seneste mål var i en pokalkamp den 1. november også på Haderslev Fodboldstadion. Da kom han på banen efter pausen og slog FCK´s 3-0 sejr fast.

- Måske skulle vi spille noget oftere i Haderslev, siger Andreas Cornelius.

Angriberen, der her i efteråret har fået sin debut på det danske landshold, viste nye sider af sig selv, da han sørgede for FCK´s sejrsmål 12 minutter før tid direkte på frispark. Med elegance sendt han bolden uden om en sønderjysk »mur«, som bestemt ikke stod optimalt.

- Det er første gang, siden jeg var ungdomsspiller, at jeg har scoret direkte på fripark, kommer det fra Superligaens topscorer.

Hans udligning til 1-1 var anderledes nem. Selv om hjemmeholdet havde forsøgt at overraske favoritterne fra FCK med et midterforsvar med tre spillere, fik Cornelius lov til at stå helt fri midt for målet til en aflevering fra Rurik Gislason, og så var det blot at sætte indersiden til.

FCK havde allerede fået en gave før kampen, da FC Nordsjælland havde tabt i Esbjerg.

- Naturligvis var det med til at tage presset af os. Jeg synes ikke, at vi var præget af torsdagens kamp i Molde. For det første var der ændret på tre pladser, og for det andet har vi vænnet os til at spille disse midtugekampe. Det er næsten sådan, at du slet ikke kan undvære dem, siger midtbanemanden Thomas Kristensen, der kan se frem til flere af den slags uger, indtil der bliver jule- og nytårspause.