Mads Toppel har været det sikre førstevalg i OB-målet i denne sæson, men en karantæne har givet den tidligere landsholdsmålmand Jesper Christiansen chancen for at vise sig selv frem for Troels Bech.

Nu er Toppel igen til rådighed, og han håber naturligvis at få sin plads tilbage i kampen mod Brøndby.

Men Toppel vil ikke afsløre, om det er ham eller Jesper Christiansen, der er foretrukket i buret til den svære udekamp i aften.

- I den periode hvor jeg har haft karantæne, har jeg selvfølgelig arbejdet og forberedt mig på at være tilbage i målet mod Brøndby, men det er jo ikke op til mig at bestemme, lyder det fra Toppel.

Men du ved, hvem af jer, der starter i målet?

- Det kan jeg ikke kommentere på. Jesper og jeg er forskellige målmænd, og der er ingen grund til at give Brøndby fordelen af den information før kampen. De må vente, til startopstillingerne offentliggøres, siger 32-årige Mads Toppel, der uanset bane eller bænk er optimistisk før opgøret.

- Brøndby har ikke tabt en hjemmekamp i lang tid, og vi kommer som underdog. Forventningerne er ikke de samme som mod Viborg, hvor der var pres på os. På Brøndby stadion kan vi spille mere frit og afventende. Det skal vi udnytte - og hvem ved, måske bliver det os, der stopper Brøndbys stime på hjemmebane. Jeg tror det, siger Mads Toppel.