HB Køge-træner Tommy Møller Nielsen er fortsat indlagt efter sin meget alvorlige cykelulykke.

HB Køge-træner Tommy Møller Nielsen er fortsat indlagt med de svære skader, han pådrog sig, da han den 28. juni blev påkørt af en bilist under sin sædvanlige morgencykeltur på Fyn.

- Det går meget langsomt fremad, og det er uvist, hvornår han dukker op igen (i HB Køge, red.). Jeg regner med og tror på, at han på et eller andet tidspunkt kommer tilbage, men lige nu er han jo helt smadret. Det var et meget alvorligt uheld, han var ude for, siger HB Køges sportsdirektør Per Rud til sporten.dk.

I forbindelse med ulykken pådrog Tommy Møller Nielsen sig et kraniebrud og flere alvorlige skader på resten af kroppen, og endnu er han ikke selv i stand til at stå op og komme på toilettet, hvilket betyder, at han ikke er klar til at blive udskrevet fra Odense Universitetshospital.

- Jeg taler meget med hans kone, og har forsøgt at skåne ham selv så meget som muligt, for Tommy har brug for hvile. Han har fået et hav af sms'er, men han orker ikke at svare på dem, og Tommy er ellers en meget udadvendt person, så det fortæller lidt om hans tilstand, siger Per Rud.

- Han havde en lang flænge i det ene ben og en 20 centimeter lang og meget dyb flænge i kraniet. I den forbindelse mistede han en del blod, og så har han haft et drop i kraniet, som han nu har fået fjernet. Det har lettet ham, for det trykkede en del., fortæller Per Rud.

Umiddelbart efter ulykken håbede både han og Tommy Møller Nielsen selv på, at han kunne komme med på træningslejr den 12. juli, men det håb er ikke længere voldsomt stort.

- Han kunne måske være med og tage på træningsbanen et par timer, men det ved vi ikke, om er realistisk. Lige nu er prognosen, at vi tager en dag ad gangen, siger Per Rud.

Indtil videre har assistenttræner Per Frandsen stået for træningen, siden Tommy Møller Nielsen var ude for sin ulykke, og sådan bliver det også fremover, indtil cheftræneren forhåbentlig kommer på højkant igen.