FC Midtjyllands træner Jess Thorup var overordentlig godt tilfreds med Martin Pusics indsats mod Hobro, hvor han stod bag begge mål i 2-0-sejren.

Det har været så som så med spilletiden for Martin Pusic i denne sæson, hvor han har konkurreret med Morten 'Duncan' Rasmussen om at være enlig spydspids for de danske mestre. Men i dag viste han sig fornemt frem, da han scorede to flotte mål.

»Det var dejligt at få fuld spilletid igen. Det nød jeg, og jeg er glad for, at jeg scorede begge vores mål. Den kontrovers, jeg havde med Jess Thorup, har jeg lagt bag mig. Nu kigger jeg udelukkende fremad,« sagde han efter kampen til BT.

Kontroversen handler om, at Martin Pusic var så skuffet over ikke at få spilletid i den første kamp mod Southampton, at han tog et møde med træner Jess Thorup, hvor tonen ikke var acceptabel fra østrigerens side.

Kontroversen er også glemt ifølge Jess Thorup, der roste Pusics indsats mod Hobro til skyerne.

»Han spillede helt fantastisk. Både med og uden bolden leverer han en pragtpræstation. Han er god i duellerne og scorer to helt fantastiske mål, som vi ved, han kan. Så det var mere end godkendt,« sagde Jess Thorup til TV3 Sport 1 efter kampen.

Med sejren over Hobro har FCM et forspring til Sønderjyske på fem point. Rivalerne fra FCK er hele otte point efter, men de har dog spillet en kamp færre.