Created: fre, 11/30/2012 - 11:27
Silkeborgs Henrik Tømrer Pedersen ser tilbage på et liv på fodboldens øverste hylde

For Henrik 'Tømrer' Pedersen nåede i karrieren højder, han aldrig nogensinde selv havde drømt om. Men nu lakker det mod enden. To gange mere skal 37-årige Henrik Tømrer Pedersen trække Silkeborg-trøjen over hovedet, før det den 10. december endegyldigt er slut.

Sidste weekend blev Tømrer hyldet som en bykonge, da han spillede sin sidste hjemmekamp i Silkeborg. Fansene havde skilte med nummer 19 til ære for en af de absolut største spillere i klubbens historie. Inden de to sidste kampe har Tømrer scoret 70 mål - flere end nogen anden Silkeborg-spiller - i 210 kampe. Når fodbolden lægges på hylden, er det efter 17 et halvt år som professionel fodboldspiller, og det bliver mærkeligt, fortæller han:

- Jeg har været vant til at tage min toilettaske hver eneste dag og tage til træning. Jeg tror ikke, at jeg kan forestille mig, hvor tomt det bliver ikke at skulle gøre det mere, før jeg står i det. Men jeg er afklaret, og jeg glæder mig over, at jeg får mere tid til min familie og ikke mindst min sportsbar, "Målet".

Siden sin debut på Silkeborgs førstehold i 1995 har Henrik Pedersen været mest kendt som 'Tømrer' i hele Danmark. Der florerer et hav af versioner på, hvordan det kælenavn blev til. Her fortæller Tømrer den sande historie.

- Da jeg var juniorspiller, arbejdede jeg også som fejedreng på et møbellager. Der havde jeg hver dag sådan et par Kansas-bukser på, som håndværkere ofte går i. Men jeg kunne ikke nå hjem at skifte, før jeg skulle til træning i Silkeborg. Så en dag var der en, der råbte; ’Se, der kommer Tømreren’. Og så har det hængt ved lige siden, siger angriberen, der nåede rigtig mange ting som fodboldspiller.

Sporten.dk har bedt angriberen om at tage et tilbageblik på karrieren. Klik videre


FEM STØRSTE OPLEVELSER

1. Landsholdet
- Uden tvivl landsholdsdebut mod Færøerne i 2000. Det var også Morten Olsens første kamp som landstræner, så det er lidt sjovt at tænke på. Fik 20 minutter, da jeg blev skiftet ind i stedet for Ebbe Sand. Højdepunktet i min karriere har helt klart været landskampene. Det er det ultimative, du kan nå som fodboldspiller.

2. Pokalvinder
- Pokaltitlen med Silkeborg i 2001 er min eneste rigtige titel i karrieren. Det var vildt, for vi kom bagud mod AB og spillede skidt. Men så vendte det, og jeg scorede blandt andet de to sidste mål. Det var helt specielt, og festen glemmer jeg aldrig. Bora Zivkovic havde smadret sit korsbånd i kampen, så ham bar jeg rundt på ryggen inde på Chaplin (diskotek i Silkeborg, red.) hele natten.

3. Oprykningen
- Oprykningen til Premier League med Hull står som noget rigtig stort. Det var historisk, fordi det var første gang i klubbens historie, og byen gik helt amok. Det var også mit første skifte til en anden engelsk klub efter seks år i Bolton, så det var helt klart en succes-oplevelse, selv om jeg var en del skadet i løbet af sæsonen.

4. Carling Cup-finale
- Det var et højdepunkt at spille Carling Cup-finalen på Millenium Stadium i Cardiff. Desværre med en kedelig afslutning, fordi vi tabte 1-2 til Middlesbrough. Men selve det at være med til en engelsk pokalfinale, og så det at de havde lukket taget på stadion med 75.000 tilskuere... lydkulissen var ubeskrivelig!

5. ’Peacock’-hyldest
- Mit mål til 2-2 mod Arsenal på Highbury. Det at score mod Arsenal, og så at en hel tribune med 5.000 Bolton-fans stod og lavede ’peacock’ (’Tømrers’ signatur-jubelscene, red.) sammen med mig. Vi var en masse gutter, der havde opfundet ’peacock’ på en våd ferie til Agia Napa, så det var specielt at fansene havde taget den til sig.


FEM VILDESTE MEDSPILLERE

1. Youri Djorkaeff (Bolton)
- Han havde det hele. Da han kom til Bolton, havde han vundet VM og Champions League. Men han havde ingen nykker og arbejdede røven ud af bukserne.

2. Jay-Jay Okocha (Bolton)
- Okocha overgår alle, jeg nogensinde har spillet med, i teknik. Hver lørdag havde han et indslag i ’Soccer Saturday’ på TV, hvor han viste et nyt trick frem. Det var helt skørt, hvad han kunne.

3. Fernando Hierro (Bolton)
- Han er den mest rolige spiller, jeg har spillet med på en fodboldbane. Og så var han en utrolig sympatisk fyr, som havde spillet for Spanien og Real Madrid og vundet Champions League.

4. Ivan Campo (Bolton)
- Han kom som tidligere Real Madrid-spiller, og han var helt fremragende. Men samtidig også et af de rareste mennesker, jeg har mødt i fodbold. Virkelig en humørspreder.

5. Nicolas Anelka (Bolton)
- En verdensklasse-angriber. Han havde spillet for verdens største klubber, men når man kom ind på livet af ham, var han utrolig sympatisk og en fin fyr.


FEM VILDESTE MODSPILLERE

1. Gianfranco Zola (Chelsea)
- En af de bedste spillere jeg nogensinde har mødt. Han var en komplet fodboldspiller med en vild teknik og spilintelligens.

2. Cristiano Ronaldo (Man. United)
- Allerede i United var han verdensklasse. Men jeg kan prale lidt med, at jeg dækkede ham op som venstre back i en kamp, og han blev udskiftet efter 70 minutter uden mål.

3. David Beckham (Man. United)
- Han var jo kongen, da han var på toppen i Manchester United. Han var den største superstjerne. Hans indlæg var noget af det vildeste, jeg har set.

4. Dennis Bergkamp (Arsenal)
- En komplet spiller. Rigtig klog i boldomgangen, og så var han en fantastisk afslutter. Ham kunne jeg lære meget af.

5. Peter Schmeichel (Man. City)
- Verdens bedste målmand. Og jeg scorede på ham i en kamp, da han spillede for Manchester City. Det var faktisk en ret stor oplevelse at nette på lige præcis Schmeichel.


FEM VILDESTE TING

1. Les Ferdinand og helikopteren
- Jeg spillede jo på hold med Les Ferdinand i Bolton. Han blev boende i London og ankom så hver dag til træning i helikopter. En dag kom han for sent til træning, fordi helikopteren ikke kunne lande i Manchester på grund af tåge. Han var kongen. Vi kaldte ham bare Sir Les.

2. Nicolas Anelka med privatchauffør
- Nicolas Anelka kom hver dag til træning i limousine med privatchauffør. Så sad ham chaufføren og ventede på ham, mens vi trænede, og så kørte han hjem igen. Det var lidt vildt.

3. Druktur til Dubai
- Hvert år havde vi en tradition med Bolton-truppen, at vi fløj til Dubai på en ren druktur. Der var engang en spiller, som bestilte en cola, hvorefter en anden svarede, at hvis han ikke drak alkohol, så ville han aldrig blive en rigtig fodboldspiller. Det var nogle vilde ture.

4. Karatespark på managerens kontor
- Der var engang to holdkammerater, som var i tumult over en offside-kendelse på træningsbanen. Slagsmålet fortsatte i omklædningsrummet. Den ene blev så kaldt ind på managerens kontor, og da han stod der, kom den anden ind og lavede et karatespark i hovedet på ham foran manageren.

5. Agent-bank
- I Bolton var vi engang vidne til, at en spiller gik fuldstændig amok på sin agent og bankede ham til plukfisk lige foran hele truppen. Han mente, at agenten havde snydt ham for nogle penge.