Thomas Frank har onsdag formiddag for første gang stået frem efter sit dramatiske exit i Brøndby.

Her kom den nu forhenværende cheftræner med en kort besked - og han tog ikke mod spørgsmål fra alle de fremmødte journalister. Han følte sig ikke klar til at svare på spørgsmål allerede.

»Jeg skal sunde mig over det her. Jeg føler det lidt, som om jeg har sagt farvel min første rigtige kærlighed,« sagde Thomas Frank og understregede, at han stadig gerne vil arbejde i fodboldverdenen.

Han læste i stedet udelukkende op fra et statement, som var nogenlunde identisk med det, der tidligere på dagen var blevet lagt ud på Brøndbys hjemmeside. Det gjorde han efter tirsdagens afsløring af, at Brøndby-ejer Jan Bech Andersen har kritiseret ham under pseudonymet 'Oscar' på et Brøndby-fan-forum.

Her er Thomas Franks korte statement.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at Jan og jeg har haft et til tider anstrengt forhold, og efter de sidste par dages heftige skriverier i pressen, havde Jan, Troels og jeg en snak om samarbejdet. På baggrund af den snak har jeg valgt at stoppe samarbejdet qua det tillidsbrud, der er sket. Det gør, at jeg ikke kan se mig selv fortsætte i rollen som cheftræner i Brøndby IF,« siger Thomas Frank..

FØLG BEGIVENHEDERNE I BRØNDBY LIVE LIGE HER

Træneren har onsdag formiddag sagt farvel til spillerne, der efter planen ellers skulle have gennemført en træning med Thomas Frank, der har været cheftræner siden somemren 2013.

»Jeg er meget ærgerlig over at sige farvel til mine kollegaer, som jeg har nydt samarbejdet med hver dag i medgang og modgang. Til spillerne vil jeg sige tak for rejsen og den tid, vi har haft sammen. Jeg ønsker jer alt det bedste, og at I fortsat vil yde jeres bedste for klubben.«

Og så slutter Thomas Frank med en hilsen til klubbens fans:

»Sidst, men ikke mindst, vil gerne takke alle klubbens fans, der er de mest dedikerede og opbakkende i landet, for den fantastiske støtte og opbakning, jeg har fået i min tid herude. Jeg har brændt for klubben fra første dag, og i dag føles det næsten som at sige farvel til ens første kærlighed. Det vil følge mig resten af livet.«