Brøndby har mandag præsenteret deres store talentprojekt, og ifølge klubbens cheftræner er det ikke Brøndby selv, der har set frem til præsentationen.

Konkurrencen om de allerstørste talenter i Danmark vil i fremtiden blive markant hårdere, ikke mindst i hovedstadsområdet. Brøndby smider et hidtil uset højt beløb i talenternes retning med en forventning om, at 50 procent af Superliga-truppen fremover skal udgøres af såkaldte 'home grown'-spillere.

For at dét mål skal opfyldes, kræver det, at de absolut største unge spillere samles i Brøndby. Udfordringen bliver netop at sørge for det, når klubber som FC Nordsjælland og FC København er godt i gang med det samme.

- Jeg ved, at FC København har ventet spændt på vores præsentation, for det kommer til at påvirke dem i deres arbejde, siger Brøndbys cheftræner, Thomas Frank, der ikke mener, at konkurrencen bliver for hård, eller at talentmassen i Danmark er for lille.

- Konkurrencen er allerede hård og nu intensiveres den så, men det ser jeg ikke noget galt i. For nogle år siden sagde alle, at FC Midtjyllands akademi ville være med til at dræne landet for talenter. Det er ikke sket, tværtimod har det skubbet alle, fordi de var med til at sætte nye standarder, siger Thomas Frank.



Brøndby har selv tidligere meldt ud, at den ville lade sig inspirere kraftigt af FC Nordsjælland. Det holder de fast i, men talentmassen skulle gerne være en anden.

- I FC Nordsjælland har de længere tid til at få talenterne igennem, og de har måske ikke brug for top-talenterne fra start af. De kan i stedet udvikle sig over tid. Men alle ved, at FCK og Brøndby bare har andre muligheder, og vi kan tiltrække de absolut bedste talenter. Derfor forventer jeg også, at vi kan finde og få top-talenterne frem. Jeg har 100 procent styr på alle de største talenter i Danmark. Fremover kan jeg selvfølgelig ikke følge dem så tæt, men nu har vi andre, der kan tage over.

I skal både spille med i toppen af Superligaen og samtidig gøre det med en trup bestående af 50 procent egenudviklede spillere. Kan det overhovedet lade sig gøre?

- Hvorfor skulle vi ikke kunne det? Prøv at se på et hold som Ajax. 55 procent af spillerne i deres Champions League-trup er talenter, de selv har udviklet, og de har lige vundet deres fjerde mesterskab i træk, lyder det fra Thomas Frank.