Størstedelen af klubberne i Superligaen bløder tilskuere i forhold til sidste sæson med Esbjerg og FC København som to af dem med de værste fald.

Halvtomme tribuner og tamme tilskuertal. Danskerne valfarter ikke ligefrem til Superliga-fodbold i denne sæson.

19 spillerunder inde i sæsonen oplever størstedelen af klubberne i landets bedste række en negativ udvikling i antallet af tilskuere, når man sammenholder det nuværende gennemsnit med det, som klubberne havde for hele 2015/2016-sæsonen.

LÆS OGSÅ: BTs sportschef om tilskuerkrisen i Superligaen: Klubberne har noget at arbejde med

Superligaen har fået en ny struktur med grund- og slutspil og tæller i denne sæson 14 hold mod 12 hold tidligere. Af de 11 hold, som også var at finde i Superligaen i den seneste sæson, oplever 10 en negativ udvikling i antallet af tilskuere.

FC København er en af de klubber, som indtil videre ikke når op på den samme mængde – eksemplificeret ved tirsdagens kamp i Telia Parken mod Viborg. 7.368 mennesker var mødt op for at støtte løverne i 4-0-afklapsningen af jyderne. Det tal er det laveste i 18 år.

Tilskuergennemsnittet er for FC Københavns vedkommende faldet fra 16.191 for hele sidste sæson til 12.088 efter foreløbig ni hjemmekampe. Et fald på 25,3 procent.

Pressechef Jes Mortensen er dog ikke bekymret. Ser man blot på de første ni hjemmekampe i Superligaen i sidste sæson, er faldet mindre.

»Totalt set er vi kun gået omkring tre procent tilbage i dette efterår, og det skyldes ikke mindst, at vi på grund af Champions League-kampene har spillet lørdagskampe. Det har taget en stor del af fokus og potentiel økonomi fra Superliga-kampene. Det får ikke alarmklokkerne til at ringe og er ikke en ’krise’ eller noget, der er bare i nærheden. Det er et minimalt udsving,« siger Jes Mortensen.

Esbjerg mærker ganske som FC København et stort fald i tilskuergennemsnittet. Vestjyderne, der ligger sidst i tabellen, har oplevet det største fald af alle Superliga-klubberne med 29,4 procent færre mennesker til hjemmekampene på Blue Water Arena i forhold til sidste sæson.

Adm. direktør Hans-Peter Rasmussen erkender, at den nuværende sidsteplads i Superligaen næppe hjælper på de tørre tilskuerfacts.

»Vi er da kede af, at der ikke kommer flere, men vi er også realistiske i forhold til vores præstationer på fodboldbanen, der ikke har gjort meget for at få folk på stadion. Tidligere har vores tilskuere dog vist, at de bakker os op, når vi præsterer,« siger Hans-Peter Rasmussen og nævner det kommende hjemmebanemøde mod Brøndby som en kamp, der gerne skulle være med til at bedre esbjergensernes statistik.

Tilskuerne i Farum har indtil videre også sendt en knytnæve lige i fjæset på FC Nordsjælland. Klubben ser et fald på 27,4 procent. Mediechef Kristoffer Skadhauge ærgrer sig over udviklingen, men fortæller, at man i FC Nordsjælland har gjort flere ting for at gøre stadionoplevelsen endnu bedre. I følge ham er der flere forhold, som spiller ind i analysen af de første otte hjemmebanekampe (FC Nordsjælland spillede sin i aftes, red.)

»Vi har haft en meget skuffende sæsonstart med dårlige resultater, og samtidig har vi spillet på otte forskellige tidspunkter. I to af kampene har vi haft ekstremt lave tilskuertal, og det er i begge tilfælde kampe, som er placeret kl. 20.00 eller derefter. Det rammer os hårdt, når vi er en ung klub med børnefamilier som kernemålgruppe,« skriver Kristoffer Skadhauge i en e-mail.

I Divisionsforeningen, som er klubbernes fællesorganisation, mener direktør Claus Thomsen ikke, at det er rimeligt at sammenligne tilskuertal, før sæsonen er færdig. Han nuancerer den negative udvikling yderligere.

»Vi er i et OL- og EM-slutrundeår, hvilket har en betydning. Der er kommet to hold mere op i Superligaen, der bliver spillet 29 procent flere kampe, og der er syv kampe i en runde mod seks i sidste sæson.«

Claus Thomsen erkender, at tallene ’ikke er prangende’, men han går ikke i panik. Han mener desuden ikke, at den nye Superliga-struktur med et grundspil- og et slutspil har den store indflydelse på den negative udvikling. Tværtimod ser han frem til slutspillene, som ifølge ham kommer til at få en positiv effekt.