Bliver det i forårssæsonen, at AaB-talentet Andreas Bruhn får sit spillemæssige gennembrud? Det kan ikke afvises. I hvert fald gjorde han god reklame for sig selv med en scoring og tre målgivende afleveringer, da den nordjyske Superliga-klub i en træningskamp i Tyrkiet mod georgiske FK Sioni Bolnisi vandt 4-3.

Men Andreas Bruhn var ikke ene om at gøre det godt. Således blev AaBs angriber fra Cameroon, Christian Bassogog, noteret for to fuldtræffere, mens Thomas Enevoldsen lavede holdets fjerde og sidste mål.

Fredag og lørdag byder på formiddagstræning, mens AaB's næste træningskamp på turen til Tyrkiet spilles lørdag eftermiddag mod Slovan Bratislava fra Slovakiet.

Sådan stillede AaB op mod FK Sioni Bolnisi:

Nicolai Larsen - Gilli Rolantsson, Kenneth Emil Petersen, Jakob Blåbjerg, Jakob Ahlmann - Frederik Børsting, Rasmus Würtz, Oliver Abildgaard, Andreas Bruhn - Christian Bassogog, Lukas Spalvis