Erik Sviatchenko har afvist FC Midtjyllands tilbud om kontraktforlængelse, og parterne er et stykke fra hinanden i dialogen.

Sviatchenko er havnet på bænken hos FC Midtjylland, og med tanke på, at stopperens kontrakt udløber med udgangen af 2015, ligner det, at Superligaens dukse ruster sig til en fremtid uden profilen.

Sådan er det ikke helt. Faktisk håber FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen at kunne overtale forsvarsspilleren til at sætte sig til forhandlingsbordet og forlænge den nuværende aftale. En dialog der dog ikke er snorlige.

- Jeg er fortrøstningsfuld over, at begge parter kan se fornuft i at forlænge kontrakten. Vi er ikke enige, men sådan er det jo også med andre spillere. Der er en forhandlingssituation, og jeg oplever ikke, at stemningen er så dårlig, at den ikke kan genoprettes, og vi kan blive enige, siger han.

FC København har været på banen denne sommer med et stort bud på Erik Sviatchenko, men FC Midtjylland afviste enhver form for tilnærmelse og lod forstå, at et salg kun kunne komme på tale til en udenlandsk klub.

Med risiko for at han nu kan forlade klubben gratis til næste sommer, håber FCM, at parterne bliver enige om en aftale, der vil åbne for et salg til udlandet.

- Vi ønsker stadig at sælge Erik til udlandet, når det rigtige tidspunkt kommer. Det har hele tiden været planen, og det vil vi ikke stå i vejen for. Vi har tilbudt en kontraktforlængelse, fordi vi samtidig ønsker at vise, at vi sætter pris på ham i FC Midtjylland, siger Rasmus Ankersen.

- Det er stadig mit indtryk, at vi finder en løsning og bliver enige. Vi er glade for Erik, tilføjer han.

Kontraktdialogen har endnu ikke båret frugt, hvorfor det kan ligne en tanke, at Erik Sviatchenko er havnet på bænken for ’at blive presset’ til at sætte sin signatur på en forlængelse eller risikere at sidde sæsonen ud på bænken som reserve og dermed blive mindre interessant for udenlandske klubber. Det afviser Rasmus Ankersen er tilfældet.

- Jeg kan med sikkerhed sige, at det udelukkende var en faglig vurdering, at Erik sad på bænken mod Esbjerg. Det er ikke en måde, vi presser vores spillere ved at blande det sportslige ind i aktuelle forhandlinger.

I spillerens lejr ønsker man ikke at kommentere de igangværende forhandlinger.

- Erik har været ude i længere tid med en skadespause, og han ved godt, han mangler de sidste 5-10 procent for at komme i topform, og det arbejder han hårdt på at komme. Vi har en løbende og god dialog med FCM om hans situation, men kontraktforhandlinger og eventuel forlængelse ønsker jeg ikke at kommentere på i pressen, siger Erik Sviatchenkos agent, Allan Bak Jensen.