Ifølge den svenske avis Expressen skifter den 18-årige angriber Gustaf Nilsson til Brøndby.

Han har været den svenske ligas måske mest ombejlede spiller i dette transfervindue, men nu skulle han have valgt side. Gustaf Nilsson skifter til Brøndby, og handlen ventes at blive offentliggjort snarligt.

Det er den svenske avis Expressen, som fredag morgen er ude med afsløringen, som bt.dk fredag morgen ikke har kunnet få bekræftet. Bt.dk har uden held forsøgt at indhente en kommentar fra Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech.

Ifølge Expressen har Gustaf Nilsson valgt Brøndby foran Allan Kuhns Malmö FF, og dermed ser det altså ud til, at Brøndby supplerer angrebet, der i forvejen tæller spillere som Teemu Pukki, Ronnie Schwartz og Johan Elmander. Sidstnævnte er ved at nærme sig sidste holdbarhedsdato og set i det lys giver købet af Gustaf Nilsson mening.

Gustaf Nilsson er - lidt endnu i hvert fald - på kontrakt i Allsvenskan-klubben Falkenberg, som i den forgangne sæson med nød og næppe undgik nedrykning. Her bidrog den svenske teenager med seks ligascoringer.

Falkenbergs sportschef, Håkon Nilsson, siger til Expressen:

»Det må stå for din regning. Jeg kommenterer ikke på det. Når noget er officielt og vi har orienteret vores bestyrelse og andre om det, så går vi ud med det«.