FC København og FC Midtjylland har øje på Martin Pusic, som Esbjerg helst ikke vil slippe

Esbjerg fB har i Martin Pusic en af Superligaens mest attraktive salgsvarer denne vinter, og det kan blive svært for vestjyderne at holde på ligaens øjeblikkelige topscorer.

Ifølge BTs kilder fik Martin Pusic nemlig indføjet en klausul på en million euro, eller 7,5 mio. kr., i sin kontrakt, da han for et år siden skiftede Brann Bergen ud med Esbjerg.

Sportschef i Esbjerg Niels Erik Søndergaard vil ikke bekræfte klausulen, men indrømmer, at der er interesse for den kroatiskfødte østriger.

»Jeg vil ikke kommentere, hvad vi har indgået af fortrolige og personlige aftaler med en spiller. Jeg er fast i kødet på, at Martin Pusic er en profil for os og en, vi vil holde fast i til det spændende forår,« siger han og tilføjer:

»Det er klart, at en spiller af den kaliber er der nogen, som prøver at forespørge på. Det vil der altid være. Men der har ikke været noget konkret, og vi melder i øvrigt ikke ud, hvis der er rygtedannelser.«

27-årige Martin Pusic har det meste af karrieren vekslet mellem at spille på kanten og i angrebet, men fra efteråret 2012, da han tog fra Vålerenga til Fredrikstad Fotballklubb, har han udelukkende ageret frontangriber, og siden har støvlerne været varme og scoret mål i en stabil stime.

I sine 75 kampe for Fredrikstad Fotballklubb, Brann Bergen og Esbjerg har Martin Pusic scoret 36 mål og lavet 12 assister, og rygterne vil vide, at de to førende klubber i Superligaen, FC Midtjylland og FC København, holder øje med ham.

»Vi kommenterer aldrig på rygter og er sådan set tilfredse med det, vi har,« siger FC Københavns manager, Ståle Solbakken, på BTs henvendelse om Martin Pusic.

Nogenlunde samme sang lyder fra FC Midtjylland, der kalder Martin Pusic for interessant.

»Det har vi ikke nogen kommentarer til. Vi holder selvfølgelig øje med de andre Superliga-spillere, og han er en interessant spiller. Vi vil gerne forstærke vores hold, men det skal være noget ekstraordinært, hvis vi skal hente noget ind, for vi har et meget stærkt hold. Det er sådan set over hele banen, at vi kigger,« siger Claus Steinlein, administrerende direktør for Superligaens tophold, FC Midtjylland.

Martin Pusic har ifølge BTs oplysninger en kontrakt med agenten Ivan Benes frem til slutningen af januar, og derfor skal det blive til et salg denne vinter, hvis parterne skal have noget ud af aftalen i denne omgang.

»Jeg er glad for at være i Esbjerg og har ikke lyst til at fortælle om, hvilke aftaler jeg har med min agent. Min drøm er at komme til Tyskland og spille i Bundesligaen, og hvis der kommer bud på mig fra større klubber, vil jeg da være åben for et skifte, lyder det fra Martin Pusic, der før forårets kampe deler Superligaens topscorerværdighed med Mads Hvilsom fra Hobro.