Randers FC's Hannes Halldorsson, går og hænger med mulen for tiden.

Den islandske målmand har nemlig fået stjålet sin sorte scooter, som han angiveligt er så knyttet til, at han har døbt den 'Dr. Big'.

Scooteren er ikke til at opdrive nogen steder, og derfor har Halldorsson og Randers FC gået alternativt til værks og efterlyst den på de sociale medier.

»Jeg har været lidt ked af det de sidste par dage,« siger keeperen til Randers FC's facebookside.

»Jeg føler, at den er en del af min personlighed her i Randers, så jeg er dybt skuffet.«

Som findeløn udlodder Halldorson to sæsonkort, en signeret islandsk landsholdstrøje og et par signerede målmandshansker. Skulle man ligge inde med oplysninger om scooteren, kan man skrive til randersfc@randersfc.dk. Så er opfordringen hermed givet videre.